Marinehjemmeværnet

Katamaran med knækket mast reddet i Storebælt

Pressemeddelelse   •   Aug 05, 2017 21:48 CEST

En besætning på i alt 12 frivillige fra Flotille 246 Nordvestfyn er denne weekend på farvandsovervågning for Søværnet. De har lånt fartøjet, MHV 808 LYRA, af deres kollegaer fra Flotillen i Faaborg og lå klokken 15.08 i det nordlige Storebælt lige nord for Romsø, da Forsvarets Joint Operationscentre kaldte dem op.

Lå rigtig dårligt
En 40 fods katamaran havde knækket masten. Den lå og drev i den såkaldte Rute Tango og skulle meget gerne hjælpes derfra.

”Der lå de rigtig dårligt” siger fartøjsfører, løjtnant Jørn Hartmeyer, og forklarer videre ”Vi havde en times sejlads derned med LYRA, men vi havde lige sat gummibåden for at øve noget bevissikringsøvelse ved olieudslip, så den sendte vi straks i forvejen”.

Gummibåden kom ganske vist hurtigt frem, men man måtte vente på moderskibet, før man kunne begynde at bakse med katamaranen.

”Mast og sejl lå i vandet, og sejlet var også viklet ind i søgelænderet, så vi sendte fire mand over med værktøj. Vi skulle have klippet sejlet fri og frigjort wirer osv., inden vi kunne arrangere et slæb”, fortæller Jørn Hartmeyer, som sammen med de to norske lystsejlere var enige om fremgangsmåden.

Det er ikke smart at ligge i Rute Tango, som er dybtvandsruten ned gennem Storebælt og dermed motorvejen for de store færger, fragtskibe og krydstogtskibe.

”Han lå midt i ruten to sømil nord for Østbroen. Det er ikke godt, for de tunge skibe, der stikker dybt, kan ikke bare lige undvige. Det var rigtig uheldigt, men han drev da heldigvis i retning ud af renden”, siger Jørn Hartmeyer.

Katamaran på slæb: Fik sendt kaffe og kage over
”Nu (18.35 red.) ligger vi på vej mod Lindholm i Nyborg Fjord. Her er der læ for vestenvinden, og det er et godt sted at gå ind med katamaranen, når jeg ikke kan tage ham på siden”, forklarer Jørgen Hartmeyer i telefonen ude fra Storebælt, hvor det gik stille og roligt med fem knob ind mod Lindholm.

Jørgen Hartmeyer havde sendt to af sine gaster over på katamaranen under slæbeturen. Og her gik det fint.

”De to nordmænd har taget det hele meget stille og roligt, og vi har sendt gummibåden over med kaffe og kage til dem”, fortæller Jørn Harmeyer, som også havde planlagt at invitere de to uheldige lystsejlere på aftensmad.

”Vi regner med at være i havn klokken 19.45, og vi har en mørbradgryde sat over, som vi vil invitere dem over på. Det tror jeg, at de kan trænge til”

En båd mere kom på slæb i Nyborg Fjord
Mørbradgryden fik dog lige lov til at vente lidt. Fordi - for at det ikke skal være løgn, så traf besætningen om bord på LYRA på vej ind i Nyborg Fjord en lille motorbåd, der var løbet tør for brændstof. Han blev også taget på slæb, og trukket helt ind til Nyborg, efter at Katamaranen var lagt sikkert til kaj i Lindholm.

Marinehjemmeværnet løser i tæt samarbejde med Søværnet en række opgaver inden for farvandsovervågning, redning, havmiljø og bevogtning. I samarbejde med, Politi, SKAT, kommuner og havforskere deltager Marinehjemmeværnet også i løsningen af en række civile opgaver.

Værnets fartøjer er udrustet med hurtigtgående gummibåde, moderne navigations- og kommunikationsudstyr samt udstyr til rednings- og havmiljøopgaver. Fartøjerne ligger i havne rundt om i hele landet. De frivillige besætninger er parate til at rykke ud hele døgnet inden for en time.