Dagrofa

KIWI+ i Ballerup nomineret til Mejeriprisen 2016

Pressemeddelelse   •   Jun 22, 2016 09:44 CEST

Som noget nyt kårer Landbrug & Fødevarer i år landets bedste mejeriafdeling blandt discountkæder og supermarkeder. Med i opløbet om Mejerprisen 2016 for discount er KIWIs ekstra store +butik i Ballerup.

Den 12. oktober kårer Landbrug & Fødevarer den discountbutik, som har præsteret årets bedste mejeriafdeling. Det sker, når landbrugsorganisationen afholder sin store branchedag, Fødevaredagen. Og som den ene af to finalister har discountkædens KIWIs ekstra store KIWI+ butik i Ballerup netop modtaget en nominering til den fornemme nye pris, Mejeriprisen 2016.

”Nomineringen til den nye Mejeripris er en fjer i hatten til vores indsats for netop at løfte mejerivarer i vores butikker – og ikke mindst i KIWI+. Her har vi blandt andet skabt en reel markedsplads for mejerivarer, hvor vi iscenesætter mejeri og beslægtede, relevante varer for kunderne på en ny måde. Det er KIWI+ i Ballerup et stærkt eksempel på”, siger Carsten Hansen, kædedirektør i KIWI og fortsætter:

”Mejeri er en af de varegrupper i dagligvarehandlen, som har det højeste niveau af gensalg – alle skal have mælk, smør og ost billigt og stort set dagligt. I KIWI+, hvor vi har langt flere varer og mere plads, bygger vi ekstra lag på, når vi taler mejeri. Vi har f.eks. 25 procent flere varer i vores mejerimarkeder, end du finder i en normal discountbutik. Og så satser vi 100 procent på dansk mælk”.

Det er butikschef Morten Caspersen og mejeri- og osteansvarlig Lau L. Christiansen fra KIWI+ i Ballerup, der nu med spænding kan se frem til efterårets kåring af landets bedste mejeriafdeling.

Stigende fokus på mejerikategorien

Landbrug & Fødevarer uddeler hvert år priser inden for fødevarer. I år er der en ny pris på listen over eftertragtede priser, som ud over den nye Mejeriprisen også tæller Frugt & Grønt prisen samt Slagterprisen.

”Vi oplever et stigende fokus på mejerikategorien i det hele taget og som produkter, der spiller ind i alle hoved- og mellemåltider fordelt på hele dagen og alle ugedage”, fortæller Mette Gammicchia, der er jurymedlem og ansvarlig for Mejeriprisen hos Landbrug & Fødevarer.

Hun glæder sig over det stærke felt blandt de nominerede – især fordi der er tale om en ny pris.

”Vi har set et stort engagement hos butikkerne i forhold til oprindelse og friskhed. Den danske oprindelse er afgørende for kunderne, og mejeriafdelingens friskhed er vigtig som signalværdi, fordi det vidner om butikkens holdning til friskhed – også i forhold til andre kategorier”, siger Mette Gammicchia.

Yderligere information

Kontakt kædedirektør i KIWI, Carsten Hansen, e-mail carsten.hansen@kiwi.dk

Om KIWI

KIWI er danskernes lokale discountbutik. I dag findes 98 KIWI discountbutikker i Danmark – herunder Danmarks største discountbutikker med bl.a. KIWI Friheden i Hvidovre. KIWI er den førende discountkæde, når det kommer til energi- og miljøvenlige butikker, og fik som den første discountkæde i Danmark Svanemærkede butikker. De første butikker åbnede i 2008 i Jylland og på Fyn. Virksomheden er ejet af Dagrofa og beskæftiger ca. 2.400 medarbejdere i Danmark. Som et særligt tilbud i discountmarkedet har KIWI et fordelsprogram med KIWIkort. Læs mere: www.kiwi.dk.

Dagrofa koncernen omsætter for ca. 20 milliarder om året og beskæftiger ca. 7.000 ansatte. Koncernen består i dag af profilhusene MENY, KIWI, SPAR, Min Købmand, Let-Køb samt Foodservice Danmark og Dagrofa Logistik.