AUBO

Klar til 25 år mere

Pressemeddelelse   •   Nov 30, 2010 08:57 CET

Onsdag 1. december 2010 kan den vestjyske virksomhed AUBO fejre 25 års jubilæum med dyder som kvalitet, leveringssikkerhed og punktlighed i højsædet. Og det er der ingen planer om at ændre på de næste 25 år, lyder budskabet fra virksomheden, der leverer køkkener, garderober, bad og bryggersmiljøer.

”Vores virksomhedsfilosofi bygger på nøglebegreber som ”en aftale er en aftale, vores service er i top, vi leverer til den aftalte tid, og vi leverer altid komplette løsninger”. Kort sagt alt det, man umiddelbart forbinder med en troværdig samarbejdspartner,” siger administrerende direktør Torben Andersen.

Da AUBO blev grundlagt i Aulum i 1985, var der bogstaveligste forstand tale om en familievirksomhed, som dengang kun bestod af grundlægger og ejer Jens B. Bertelsen samt hans kone Grethe. Oprindeligt solgte man garderobeskabe, da der var et hul i markedet på det område, men med tiden voksede sortimentet til også at omfatte køkkener, bad og bryggerser, og i dag har AUBO 28 forhandlere og franchisetagere i Danmark og omsætter for godt 100 millioner kroner om året. Men der er ikke blevet slækket på kravene af den grund.

”Medarbejderne skal have konstant fokus. På virksomheden og på den enkelte opgave. Vi skal holde vores aftaler i alle henseender. Det har vi altid fået ros for fra vores kunder,” siger Jens B. Bertelsen.

Reagerer hurtigt
Som alle andre blev AUBO påvirket af finanskrisen, men i stedet for blot at redde sig igennem bedst muligt har målet været at komme styrket ud på den anden side. Det ser ud til at lykkes både på grund af værdier, omstillingsparathed- og evne, og fordi virksomhedens størrelse betyder, at man hurtigt kan omstille sig.

”Vi er overbevist om, at der i markedet er både plads til - og behov for en leverandør med fleksibilitet og hurtig reaktionsevne. I forhold til vore indenlandske og udenlandske konkurrenter kan man måske bedst beskrive os som ”lille og vågen...”, siger den administrerende direktør forud for 25 års jubilæet.
Lille er imidlertid ikke ensbetydende med stillestående. Derfor har AUBO i år blandt andet landet et samarbejde med Monter-kæden i Norge. 
Her har man konverteret og nyåbnet ti større shop-in-shop butikker med dedikerede AUBO-salgsområder på op til 450 kvadratmeter. Disse ti butikker rummer samlet 150-160 udstillingsmiljøer. Hvert køkken eller bad regnes som et miljø. Over de kommende tre år skal de, sammen med en række vækstinitiativer for det allerede etablerede net af AUBO-forhandlere i Monter-kæden, medvirke til at øge AUBOs årsomsætning med 50 mio. kr. 

”Vi reagerer meget hurtigere på forandringer, end vore store, koncernejede konkurrenter i Skandinavien. Det har klart spillet en rolle for Monter, da valget faldt på AUBO som hovedleverandør på køkkenområdet,” forklarer salgs- og markeringsdirektør Dan F. Østergaard.

Fokus på miljø
Bæredygtighed og miljø er et andet område, der vil få øget fokus i den kommende tid. Foreløbig har man fjernet alt regnskovstræ fra bordpladesortimentet. 

”Vores leverandører kommer – med meget små undtagelser - fra det europæiske nærmarked, så vi hele tiden selv er i stand til at holde øje med, at alle elementer i vores køkkener er produceret med hensyn til miljøet,” siger Torben Andersen, der lover, at andre, lignende tiltag er på vej. 
Men ånden i virksomheden holder man fast i. Den har båret AUBO igennem de første 25 år, og i det vestjyske er man klar til at tage 25 år mere – mindst. 

”Jeg fornemmer, at det betyder meget for vores kunder, at de stadig handler med en familieejet, vestjysk virksomhed og ikke en stor, bureaukratisk spiller på markedet,” siger ejer og fabrikant Jens B. Bertelsen, der har rundet de 62 år, men ikke har planer om at stoppe foreløbig. 
”Lige nu glæder jeg mig bare over, at der er ro på tingene. I stedet for at tilpasse kan vi udvikle, og der er altid nye opgaver, der venter,” siger grundlæggeren, der med sin virksomhed fortsat ønsker at være kendt for at levere høj kvalitet til tiden.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt venligst adm. direktør Torben Andersen på tlf.: 29 68 72 44