Forbundet Arkitekter og Designere

Københavns Kommune dømt for at krænke arkitekt

Pressemeddelelse   •   Nov 02, 2016 12:03 CET

Kun mirakler kan helbrede arkitekt med kronisk træthedssyndrom, lyder det fra kommunens lægekonsulent. Det er krænkende slår Københavns Byret fast.

Forbundet Arkitekter og Designere vinder sag over Københavns Kommune.

Kommunens lægekonsulent krænker arkitekt Nancy Winther, der har kronisk træthedssyndrom, når han hentyder, at hun ikke fejler noget.

Dommen fastslår, at der er tale om grove gentagne retsstridige krænkelser af arkitektens ære.

Det er retsstridigt, når lægen som svar i sygedagpengesag skriver ”mirakuløs helbredelse” og samtidig henviser til et vækkelsesmøde i Forum, hvor en kvinde i kørestol pludselig kan gå.

Det er også krænkende, når han udtaler, at mange sygdomme hænger sammen med, at der er et ”økonomisk kompensationssystem”.

Det er stik i mod hvad lægerne, der har undersøgt Nancy Winther konkluderer, når lægekonsulenten antyder, at hun ikke fejler noget. Flere uafhængige speciallæger har stillet diagnosen kronisk træthedssyndrom. Speciallægerne vurderer sammenstemmende, at Nancy Winther aldrig kommer til at passe et almindeligt arbejde.

I Forbundet Arkitekter og Designere er der stor tilfredshed med, at domstolen sætter spot på, hvordan kommunen behandler syge borgere.

Ifølge faglig sekretær Anna Pålsson er det svært at være syg i Københavns Kommune, hvor forbundet har erfaring med, at sagerne ofte trækker ud i årevis, og hvor borgeren får ny sagsbehandler hele tiden.

- I Københavns Kommune fejler de syge sjældent noget. Denne dom sætter grænser for, hvor meget man kan sparke på én, der ligger ned, siger Anna Pålsson, Forbundet Arkitekter og Designere.

Der skal mere fokus på hjælp til syge

Udover at krænke Nancy Winther får svaret fra lægekonsulenten den konsekvens, at kommunen konkluderer, at hun ikke er syg.

Nancy Winther ønsker, at der nu kommer mere fokus på tidligere hjælp fra kommunen.

- Det har kostet alt for mange kræfter at nå frem til dette resultat. Hvis kommunen havde hjulpet mig, ville jeg for længst have været tilbage på arbejdsmarkedet, siger Nancy Winther.

- Jeg håber dommen kan været med til at sætte fokus på hvor stressfyldt, usundt og opslidende det kan være at være syg, i et system hvor man desværre ofte bliver mødt med mistro og ligegyldighed.

Selvom forbundet krævede 60.000 kroner i godtgørelse får Nancy Winther kun 5000 kroner, fordi retten mener, at lægesvaret kun gør begrænset skade, når det ikke er offentliggjort.

Sagen kort

  • Nancy Winther er 48 år. Hun er konstant træt og har ofte influenzasymptomer, og er syg 80 procent af tiden. Hun har siden studietiden haft symptomer, men troede det var stress.
  • I 2011 får hun stillet diagnosen kronisk træthedssyndrom.
  • I 2012 bliver hun sygemeldt på fuld tid og har siden været knyttet til Jobcenter København. Efter lægekonsulentens vurdering når kommunen frem til, at Nancy Winther ikke er reel syg.
  • I 2013 ryger Nancy Winther ud af sygedagpengesystemet, hvilket medfører at hun i 1½ år ikke får nogen hjælp fra kommunen.
  • Først i 2015 får Nancy Winther bevilliget ressourceforløb, og er i dag arbejdsprøvning i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune fire timer om ugen.
  • Nancy Winther får 5000 kroner i godtgørelse for tort efter erstatningsansvarslovens § 26.  


Forbundet Arkitekter og Designere er den faglige organisation, der har særlig indsigt i arkitekters og designeres arbejdsliv.

Medlemmerne arbejder især med arkitektur, design, byplanlægning, byggesagsbehandling og ledelse. De er ansatte, selvstændige, studerende, freelancere, ledige og ledere.

Forbundet Arkitekter og Designere er derfor det oplagte samlingspunkt for alle, hvis kernekompetencer og arbejdsfelt ligger inden for arkitektur, design og lignende arbejde på akademisk niveau.

Hjemmeside