Transportministeriet

Københavns Kommune og Transportministeriet indgår samarbejde om forsøg med gods i byerne

Pressemeddelelse   •   Okt 20, 2010 09:09 CEST

Transportminister Hans Christian Schmidt holdt den 11. oktober møde med overborgmester Frank Jensen samt teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, hvor blandt andet mulighederne for godsdistribution uden for myldretiden var på dagsordenen.

Transportministeriet har for nyligt udsendt et udspil om godstransport i byerne. I den forbindelse har transportministeren meldt ud, at han ønsker at afsætte 5 mio. kroner til forsøg med distribution af gods uden for myldretiden.

Københavns Kommune har på et møde med transportministeren den 11. oktober 2010 sagt ja til at deltage i en arbejdsgruppe, hvor initiativet bliver belyst.

- Jeg er meget positiv over, at Københavns Kommune har sagt ja til at gå med i tænkeboks om, hvordan vi kan løse nogle af de store byers udfordringer med bl.a. godsdistribution, siger transportminister Hans Christian Schmidt. Vi løser bedst transportproblemerne i fællesskab og ved at tænke nye tanker, frem for altid at slå autopiloten til og sige at ingenting kan lade sig gøre.

- Det er altid en god idé, at stat og kommune arbejder tæt sammen, når der skal nye løsninger på bordet. Derfor har vi sagt ja til at gå ind i en arbejdsgruppe, som vil drøfte mulighederne for, hvordan og i hvilket omfang godsdistribution uden for myldretiden kan være med til at skabe nogle bedre trafikløsninger bl.a. i København. Hvis dette skal blive en realitet, er det meget vigtigt for os, at det sker på en måde, så der bliver taget hensyn til borgerne, siger overborgmester Frank Jensen.

 

 

» Læs nyheden på Transportministeriets hjemmeside