DI - Organisation for Erhvervslivet

Kommuner vil købe flere private konsulenter

Pressemeddelelse   •   Nov 02, 2010 09:02 CET

Kommunerne herhjemme er klar til at købe endnu mere rådgivning hos de private konsulenthuse trods den seneste tids heftige politiske kritik af det offentliges brug af videnrådgivere. Det fremgår af en rundspørge til kommunerne, som DI Videnrådgiverne offentliggør i dag i forbindelse med branchefællesskabets årsdag.

Flertallet af kommunerne i rundspørgen siger, at de i løbet af de næste tre år enten vil bruge konsulenter i stigende grad eller i uændret omfang.

- Svarene indikerer, at kommunerne regner med at få hårdt brug for konsulenternes hjælp til at effektivisere driften fremover. Når regeringen på den ene side kræver nulvækst og borgerne på den anden side uændret velfærd, så bliver der brug for kompetent rådgivning – og de kompetencer findes ganske enkelt ikke på rådhusene, siger branchedirektør Henriette Søltoft, DI Videnrådgiverne.

I rundspørgen medvirker 15 kommunaldirektører fra tre repræsentative kommuner (en stor, en mellem og en mindre) i hver af regionerne. Rundspørgen offentliggøres i en publikation om det offentliges brug af videnrådgivere på DI Videnrådgivernes årsdag i dag.

Et flertal af kommunaldirektørerne giver i rundspørgen også udtryk for, at de enten er meget tilfredse eller tilfredse med den indsats, videnrådgiverne yder. Og når det kommer til de ellers så omdiskuterede udgifter til de private konsulenter, så føler kommunaldirektørerne, at de får noget for pengene:

Således svarer halvdelen af kommunaldirektørerne, at de mener, at effekten af konsulenterne overstiger udgifterne.

- Det viser jo, at kommunerne i høj grad føler, at de får værdi for pengene. Det perspektiv har jeg savnet i den seneste tids politiske debat om konsulenterne. Det nytter ikke at spare i blinde på udgifterne til rådgivning, uden først at se på hvad man får for pengene, siger Henriette Søltoft.

DI Videnrådgiverne er branchefællesskab og talerør for de op mod 800 virksomheder i DI's medlemskreds, der har rådgivning som deres primære forretningsområde.

På Videnrådgivernes årsdag på Frederiksberg Rådhus i dag kl. 14 er der debat om det offentliges brug af konsulenter.