Finansministeriet

Kommunernes budgetter overholder økonomiaftalen for 2011

Pressemeddelelse   •   Nov 08, 2010 10:15 CET

Kommunerne har vedtaget budgetterne for 2011, og den foreløbige opgørelse viser, at budgetterne lever op til økonomiaftalen med regeringen.

Den foreløbige opgørelse af budgetterne for 2011 viser, at kommunerne har budgetteret med serviceudgifter på i alt 232,2 mia. kr., hvilket er ca. 1 mia. kr. under det aftalte niveau.

Det fremgår endvidere af opgørelsen, at de budgetterede udgifter til overførsler og forsikrede ledige samlet set ligger godt 1 mia. kr. under det forudsatte niveau. Samtidig viser kommunernes budgetter, at anlægsinvesteringerne ligger op mod 2 mia. kr. over det forudsatte niveau i aftalen på 15 mia. kr.

Den foreløbige budgetopgørelse viser dermed, at kommunernes budgetter for 2011 samlet set overholder økonomiaftalen for 2011. På den baggrund har regeringen tilkendegivet overfor KL, at det forventes, at det betingede bloktilskud på 3 mia. kr. kommer til udbetaling. Den endelige vurdering af kommunernes aftaleoverholdelse i budgetterne foretages på baggrund af de endelige budgettal, som Danmarks Statistik offentliggør medio januar 2011. 

Finansminister Claus Hjort Frederiksen siger om de foreløbige budgetter:

”Jeg anerkender den store indsats, som hver enkelt kommune og KL har gjort for at leve op til økonomiaftalen for 2011. Det er første skridt på vejen til at sikre, at der fremover er styr på den kommunale økonomi.

Det næste og afgørende skridt er, at kommunerne bliver bedre til også at styre udgifterne i løbet af budgetåret, så udgiftsskred i regnskaberne undgås. Det er således regeringens klare forventning, at kommunerne fuldt og helt lever op til de aftalte udgiftsrammer i regnskaberne for 2011.”

Baggrund:
Genopretningsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti fra maj 2010 sikrer, at kommunernes høje budgetniveau i 2010 kan fastholdes i 2011 og frem. Dermed friholdes kommunerne fra at gennemføre nedskæringer som følge af genopretningsaftalen. Med økonomiaftalen for 2011 mellem regeringen og KL er kommunerne samtidig sikret fuld finansiering af det aftalte udgiftsniveau i 2011.

Økonomiaftalen for 2011 giver kommunerne mulighed for at hæve skatteprovenuet med 300 mio. kr. Resultatet af den kommunale budgetlægning er en samlet stigning i det kommunale skatteprovenu på 330 mio. kr. Regeringen har accepteret dette som værende inden for aftalen. 

Læs pressemeddelelse om kommunernes skattefastsættelse her