Region Midtjylland

Kontaktforum beder minister om hjælp

Pressemeddelelse   •   Feb 24, 2011 08:44 CET

Markant færre intensive rehabiliteringspladser til senhjerneskadede i Region Midtjylland. Det er konsekvensen af et konstant fald i kommunale henvisninger. Udviklingen bekymrer det regionale kontaktforum på handicapområdet


Nedlæggelse af pladser og fyring af specialiserede medarbejdere. Det er realiteten på flere højtspecialiserede tilbud til senhjerneskadede i Region Midtjylland. Årsagen er ikke, at færre har behov for et specialiseret tilbud om rehabilitering. Årsagen er derimod, at kommunerne ikke længere henviser borgere til tilbuddene.

Ifølge en aftale mellem Region Midtjylland og kommunerne skulle regionen pr. 1. januar 2011 udbyde 25 døgnpladser til rehabilitering af senhjerneskadede. Men da kommunerne ikke henviser til de intensive rehabiliteringstilbud for senhjerneskadede, har regionen været nødt til at forberede en kapacitetsreduktion på 19 døgnrehabiliteringspladser. Det svarer til, at tre ud af fire pladser forsvinder.

Det har fået det regionale kontaktforum på handicapområdet til at bede Socialministeren gå ind i sagen.

- De stærke faglige miljøer og kompetencer, der er opbygget inden for rehabiliteringsområdet forsvinder i takt med lukning af de specialiserede pladser, siger Anne V. Kristensen, formand i kontaktforummet.

Det regionale kontaktforum opfordrer Socialministeren til at sikre, at senhjerneskadede fortsat kan få højtspecialiseret og intensiv rehabilitering.

- Hvis udviklingen fortsætter, vil det betyde, at borgere, der er ramt af en senhjerneskade, får markant dårligere muligheder i forhold til at genvinde funktionsniveau og eventuel arbejdsevne, fastslår Birgit Hagen, næstformand i det regionale kontaktforum på handicapområdet.

Fakta
Det regionale kontakforum består af:

  • Birgit Hagen, Gigtforeningen og næstformand for det regionale kontaktforum på handicapområdet, medlem af Sundhedsbrugerrådet
  • Ole Matthesen, Høreforeningen
  • Kurt Weber, Diabetesforeningen
  • Jens Holst, Schleroseforeningen og Sundhedsbrugerrådet
  • Alice Sørensen Palle, FBU Forældrelandsforeningen, Region Midtjylland
  • Ralph Sørensen, Bedre Psykiatri
  • Anne V. Kristensen, regionsrådet og formand for det regionale kontaktforum på handicapområdet
  • Marianne Carøe, regionsrådet
  • Niels Callesøe, regionsrådet


Flere oplysninger

  • Birgit Hagen, Gigtforeningen og næstformand for det regionale kontaktforum på handicapområdet, medlem af Sundhedsbrugerrådet,tlf. 4063 6041
  • Anne V. Kristensen, regionsrådet og formand for det regionale kontaktforum på handicapområdet, tlf. 2942 3304
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer



opdateret: 23-02-2011

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde

Sidst redigeret 03-01-2011