Socialpædagogernes Landsforbund

Kontaktpersoner kan ikke erstatte en anbringelse

Pressemeddelelse   •   Feb 22, 2011 10:51 CET

Kommunerne bruger i stigende omfang kontaktpersoner til at støtte udsatte børn og unge. Samtidig sparer de massivt på antallet af anbringelser og på døgninstitutionerne. ”Det er en bekymrende udvikling, som ikke bare betyder en farlig afspecialisering på landets døgninstitutioner, men også at de udsatte børn og unge får en alt for lemfældig behandling,” siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen.

Kommunerne er begyndt at skrue op for deres brug af kontaktpersoner til udsatte børn og unge. Det bekymrer flere organisationer – deriblandt Socialpædagogerne – fordi kommunerne samtidig med skruer ned for antallet af nyanbringelser af udsatte børn og unge og til landets døgninstitutioner. Både Spuk, der er ansvarlig for udviklingsprojekter for kontaktpersoner i flere af landets kommuner og Børnerådets formands har udtrykt bekymring for, at det er kommunernes dårlige økonomi, der driver den udvikling. Og Socialpædagogerne deler deres bekymring:

"Da kommunerne for nogle uger siden fremlagde deres budgetter for 2011 kunne man se, at de har planer om at spare 16 procent på døgninstitutionsområdet – i forhold til, hvad de brugte på området i 2009. Det er meget, og det vil uden tvivl få stor betydning for en masse drenge og piger rundt omkring i landet. Og når man så kan se, at de samtidig skruer op for kontaktpersonsordningen ligger det lige for at antage, at kommunerne flytter problemerne fra en kasse til en anden. I stedet for at gøre det de skal, nemlig at give de udsatte børn og unge et fagligt forsvarlig tilbud.

Kontaktpersoner giver fin mening i mange sammenhænge. Fx i forhold til unge, der er i gang med et efterværnsprojekt. Men ikke som erstatning for en anbringelse. Hvis der er tale om børn eller unge, der har været udsat for massive svigt, så nytter det ikke at de bare overlades til sig selv eller hjemtages og så får koblet en kontaktperson på et par gange om ugen. Og det er det, man lidt kan frygte, sker rundt om i kommunerne. Vi har sagt det før, og jeg siger det gerne igen, kommunerne skal mindes om deres ansvar på det her område. Det er essentielt, at de tænker fagligt og tager udgangspunkt i hver enkelt barns behov – fremfor at tænke med kommunekassen," siger Benny Andersen.

http://www.sl.dk

Pressekontakt
Eva Åkerman
7248 6936


Socialpædagogerne
Brolæggerstræde 9
1211 København K.
Danmark