Randers Kommune

Kultur skaber vækst og udvikling

Pressemeddelelse   •   Feb 10, 2011 06:58 CET

Virksomheder skal være kreative og modige for at gå nye veje. Det viser projekt Kulturhverv, der danner alliancer mellem kunstnere og virksomheder. Det har firmaet Polycom i Horsens erfaret. De har været med i projektet, der har skabt forandring og udvikling i virksomheden. 

Kultuhverv er ét blandt mange kulturprojekter, som Kulturregion Østjysk Vækstbånd gennemfører i samarbejde med Kulturministeriet i den igangværende kulturaftale:

"En virksomhed skal udfordre sig selv hele tiden, for at gå nye veje. Derfor var det spændende at være med i dette projekt, hvor kunstner Kristen Birkeland udfordrede vores måde at tænke innovation på," siger Steen Dyrmose, administrerende direktør for Polycom i Danmark. Kristin Birkeland er billedkunstner og kaospilot.

"Årsagen, til at projektet blev en succes, er, at Kristin Birkeland både er kunstner og procesleder. Vi er en virksomhed, og der skal være en balance i det, vi foretager os. Vi havde brug for kreativitet, men i en styret proces, og det kunne Kristin Birkeland byde ind med," siger Steen Dyremose. Projektet på Polycom varede i tre måneder, hvor 10 medarbejdere arbejdede med anderledes forretningskoncepter:

"Medarbejderne kom ud i nogle hjørner, hvor de ikke havde været før. Det skaber anderledes resultater, end man regner med. Det kræver mod ikke at vide, om man bevæger sig i en retning, der giver resultater, men det gjorde det for os. Det var et spændende og givtigt projekt for Polycom, og jeg kan absolut anbefale andre virksomheder at prøve," siger Steen Dyrmose.

Samarbejde og netværk
Den succesfulde historie fra Polycom i Horsens er ét af resultaterne af en tre-årig kulturaftale mellem Kulturministeriet og Kulturregion Østjysk Vækstbånd. Målet med aftalen er at udbygge og videreudvikle kulturen lokalt, nationalt og internationalt:

"Det er med glæde og stolthed, at vi i Kulturregion Østjysk Vækstbånd er ved at gøre status over de projekter, vi satte i søen for et par år siden. Projekterne har nået deres mål om at være innovative og fornyende," siger Tone Lassen, projektleder af Kulturregion Østjysk Vækstbånd.

Der blev med kulturaftalen sat mange forskellige projekter i søen. Eksempelvis "Cobra Forum" om Asger Jorns kunst, sundhedsprojektet "Gudenå Explorer" som kobler kultur og bevægelse på en ny måde samt kultur- og erhvervs-projektet Kultuhverv, som har skabt udvikling af kreative samarbejder mellem virksomheder, institutioner og kunstnere for blot at nævne nogle:

"Samarbejdet har givet et øget netværk og kendskab til hinanden i de fire kommuner Silkeborg, Viborg, Horsens og Randers, som Kulturregion Østjysk Vækstbånd består af. Vi har i regi af kulturaftalen formået at udvikle og afvikle projekter af meget høj kvalitet. Nogle af projekterne er afsluttede, og nye er på vej. I Kulturregion Østjysk Vækstbånd ser vi derfor frem til at kunne lave en ny kulturaftale til gavn for kulturen, kulturinstitutionerne og sidst men ikke mindst borgerne i kulturregionen," siger Tone Lassen. 

Fakta: 
Kulturregion Østjysk Vækstbånd består af kommunerne Randers, Viborg, Silkeborg og Horsens.