Kulturministeriet

Kulturministeren støtter grænseoverskridende kulturliv i Sønderjylland

Pressemeddelelse   •   Nov 04, 2011 17:46 CET

De fire sønderjyske kommuner indgår en tillægsaftale med kulturminister Uffe Elbæk, som giver 1,4 mio. kr. til udvikling af kulturlivet i Sønderjylland i 2012. Tillægsaftalen er et led i Kulturregion Sønderjyllands bestræbelser på at lave en grænseoverskridende kulturaftale i samarbejde med de tyske naboer.

Kulturminister Uffe Elbæk siger:

”Jeg ønsker et mangfoldigt kulturliv i hele landet. Derfor bakker jeg med støtten op om Kulturregion Sønderjyllands bestræbelser på at lave en grænseoverskridende kulturaftale i samarbejde med naboerne i Slesvig. En grænseoverskridende aftale kan åbne op for et endnu større udbud af kulturtilbud og vise den store kulturelle mangfoldighed, som findes i området. Et øget samarbejde i den dansk-tyske grænseregion giver borgerne mulighed for at gå på opdagelse hos hinanden og se hverdagen med de andres øjne. Det bliver for eksempel spændende at se, hvordan et muligt samarbejde mellem symfoniorkestrene i Sønderborg og Flensborg kan komme til at udfolde sig. Den proces er jeg sikker på, at resten af landet kan lære rigtig meget af.”

Kulturregion Sønderjylland

Kulturregion Sønderjylland består af kommunerne Aabenraa, Haderslev, Sønderborg og Tønder. Støtten på 1,4 mio. kr. i 2012 fra kulturministeren gives til udviklingsprojekter i tillæg til den nuværende aftale med Kulturregion Sønderjylland for 2008-2011.

Kulturregion Sønderjylland arbejder på, at en ny fireårig kulturaftale fra 2013 skal være grænseoverskridende i samarbejde de tre kreise i Slesvig.

Hent tillægsaftalen for Kulturregion Sønderjylland 2012 (pdf)

Yderligere oplysninger

Kontorchef Per Voetmann
Kulturministeriet, tlf.: 33 95 45 62

Projektkoordinator Susanne Gram Skjønnemann
Kulturregion Sønderjylland, tlf.: 27 90 54 01