DR Kommunikation

Kulturskoleleder fik en indbringende Torsdagskoncert

Pressemeddelelse   •   Feb 11, 2011 11:37 CET

Emil Holm grundlagde også både DR Symfoniorkestret og torsdagskoncerterne, og det er da også inden for musikkens verden, at man hvert år finder legatmodtageren og modtageren af 30.000 kroner.

Hæderen gik til pianist og kulturskoleleder Poul Rosenbaum, der har gang i rigtig mange ting på musikfronten. Han er leder af Ishøj Kulturskole, hvor man blandt andet tilbyder de musikalske grundkurser, der i mange tilfælde forbereder elever på optagelsesprøven til konservatoriet.

Men Poul Rosenbaum er også festivalleder af Copenhagen Summer Festival og en af initiativtagerne til Øresunds Solist – en årlig konkurrence for unge blæsere og strygere, som netop har været holdt for ottende gang, og som har markeret sig som en af Skandinaviens vægtigste musikkonkurrencer for unge.

Uddelt på direkte radio
Det var formanden for DR Symfoniorkestrets musikere, solopaukist René Mathiesen, der uddelte prisen foran et stort publikum i Koncerthuset og i en direkte transmission for P2’s lyttere. Og i motiveringen hed det blandt andet, at det er som anerkendelse for Poul Rosenbaums store arbejde, at han nu får legatet.

”Med sin store erfaring fra sit eget musikerskab, har Poul Rosenbaum lagt sig i selen for at levere dygtige og håbefulde elever til den klassiske fødekæde, og han er en utrættelig ildsjæl, når det handler om at forbedre musikelevers vilkår, at optimere undervisningsbetingelserne, og dermed er han en væsentlig katalysator for at opretholde tilstrømningen af talentfulde unge musikere til landets konservatorier,” hed det.

I en alder af 26 år fik Poul Rosenbaum i 1978 sin debut i selveste Carnegie Hall i New York, og samme år modtag han Jacob Gade Legatet. Poul Rosenbaum har indspillet over 20 cd’er, blandt andet med bas-solisten Aage Haugland, med hvem han også har indspillet Mussorgskys sange. Han har også uropført en lang række værker i både ind- og udland.

Genudsendes søndag
Sidste år gik Emil Holms Mindelegat til chefdirigenten for DRs børnekor og korskole, Susanne Wendt. Prisoverrækkelsen og hele Torsdagskoncerten kan genhøres på P2 søndag klokken 13.03.