Odder Kommune

Kun Aarhus kan følge med Odders befolkningstilvækst

Pressemeddelelse   •   Feb 21, 2018 09:10 CET

Odder Kommune skaber rammerne om det gode liv med flot natur, gode forhold for børn og kort afstand til Aarhus. Det er der stadig flere borgere, der finder ud af. I 2017 var befolkningsvæksten i Odder Kommune på 295 borgere. Det viser den endelige opgørelse fra Danmarks Statistisk over befolkningstal pr. 1.1. 2018.

Befolkningstilvæksten i Odder Kommune udgjorde 1,3 % i 2017, og det er langt over befolkningstilvæksten på landsplan, der er på 0,6 pct. I Region Midtjylland havde kun Aarhus Kommune en højere vækst på 1,4 %.

- Vi buldrer derudaf i Odder Kommune. Stadig flere vælge at flytte hertil, og tallene fra 2017 bekræfter, at udviklingen går i den helt rigtige retning. Odder Kommune er blevet kendt som en kommune, man gerne vil bo i, og hvor der er alle muligheder for børnefamilier, siger borgmester i Odder Kommune Uffe Jensen (V).

- Den politiske vision om, at vi skal være 25.000 borgere i 2025 er ambitiøs, men også realistisk. Mon ikke vi når 23.000 allerede i 2018, tilføjer Uffe Jensen.

Den 1. januar 2018 var der 22.626 indbyggere i Odder Kommune.

På top ti i vækst
Odder Kommune indtager på landsplan en 9. plads i befolkningstilvækst i 2017, og det er en markant fremgang i forhold til tidligere år. I 2015 var Odder Kommune på en 29. plads og i 2016 en 19. plads i befolkningstilvækst.

Det er især aarhusianerne, der vælger at flytte små 20 km væk fra storbyen til Odder Kommune.

Nettotilflytningen fra Aarhus Kommune er mere end fordoblet fra 2016, hvor den var på 96 personer, mens den i 2017 var på 211. I alt flyttede 726 personer fra Aarhus Kommune til Odder Kommune i 2017.

- Jeg tror, at der er mange forklaringer på, at det går så godt i Odder Kommune. Selvfølgelig er de højere boligpriser i Aarhus en vigtig årsag, men jeg tror også, at det har en betydning, at vi er blevet bedre til at fortælle omverdenen om, hvor godt det er at bo i Odder Kommune. Vi har jo det hele, og det har vi ikke altid været gode nok til at fortælle, siger Uffe Jensen.

Aarhusianerne strømmer til
Odder Kommunes byråd besluttede i 2014 at afsætte midler til markedsføring af Odder Kommune som en attraktiv bosætningskommmune. Kampagnens udgangspunkt var en analyse ”Flyt til Odder”, der viste, at der var for få, der overhovedet tænkte på Odder Kommune, når de skulle flytte. Målet for markedsføringen var primært aarhusianere på 30-39 år, der gerne ville stifte familie. De skulle få øjnene op for Odder Kommune gennem opslag på sociale medier, åben by-arrangementer og en række stemningsfilm af livet i Odder Kommune.

Der blev også nedsat et korps af frivillige Odder-ambassadører, der stod til rådighed for at fortælle om livet i Odder til mulige tilflyttere. Samtidig blev Odder Kommune markedsført bl.a. på sociale medier med sloganet ”det er da ret OK”. Strategien blev udbygget i 2017 med fokus på digital markedsføring målrettet unge aarhusianere. Det skete bl.a. med tilflyttersitet FlyttilOdder.dk. På sitet præsenteres en række gode grunde til at flytte til Odder Kommune, og man kan også downloade forskellige guides, bl. a. til at bygge et nyt hus. Er man interesseret i det, får man løbende flere nyheder om at bo i Odder Kommune i sin mailboks.

Fakta:

  • Befolkningstallet i Odder Kommune er øget med 295 i 2017.
  • Nettotilvæksten fra andre kommuner var i 2017 på 256 personer.
  • I 2017 flyttede 726 personer fra Aarhus Kommune til Odder Kommune, medens 515 flyttede fra Odder Kommune til Aarhus Kommune.
  • I 2016 var nettotilflytningen fra Aarhus Kommune på 96 personer. I 2017 var nettotilvæksten fra Aarhus på 211 personer.
  • Af de 296 udgør nettoindvandringen fra andre lande 66.
  • I 2017 modtog Odder Kommune 26 personer fra Syrien (110 i 2016 og 138 i 2015).
  • På 6 år er antallet af børn og unge (0-16 år) faldet med 202 svarende til 4 procent. Fra 2016 til 2017 er antallet af børn og unge øget med 3.
  • Siden bundrekorden på 148 fødsler i 2013 er antallet af fødsler nu oppe på 194 – en stigning på 31 % fra 2013 til 2017.
  • I 2017 blev der født 99 piger og 97 drenge.

Kilde: Opgørelse fra Danmarks Statistik pr. 1.1. 2018.

For yderligere oplysninger kontakt borgmester Uffe Jensen (V), tlf. 2672 0556.

Odder ligger lige i hjertet af Danmark. Kommunen strækker sig fra Horsens Fjord i syd til Norsminde Fjord og Aarhus mod nord. Mod vest ligger den jyske motorvej, og mod øst er Kattegat med Tunø og Samsø.

Odder Kommune er et godt tilbud til børnefamilier, og til mennesker, der gerne vil være aktive i lokalsamfundet. Vi indbyder dig til at blive en del af fællesskabet.

Besøg vores hjemmeside på www.odder.dk