HK Danmark

Kun hver fjerde synes godt om kommentarer fra kollegaerne

Pressemeddelelse   •   Nov 19, 2010 09:11 CET

Kollegaers bemærkninger om ens blonde hår, specielle madvaner eller mørke hudfarve opfattes kun positivt af hver fjerde, viser en HK-rundspørge foretaget blandt godt 7000 medlemmer. Det skriver Nyhedsmagasinet HK i dag.

Kommentarerne er måske ikke altid ment krænkende, men når de opfattes sådan, så er det et problem, mener Tine Ravn Holmegaard. Hun er arbejds- og organisationspsykolog i CRECEA, der rådgiver virksomheder om arbejdsmiljø.

- Ud fra en mobbedefinition så er det den, der bliver udsat for kommentarerne, som bestemmer, om de er krænkende. Hvis de opfatter det sådan, så må man rette sig efter det.

Der skal være plads til humor

Der skal være plads til kommentarer, hvis de er kærligt ment og bliver modtaget sådan, og på mange arbejdspladser er humoren vigtig.

- Der kommer kommentarer, men det er venligt ment. Det er med humor, og det skal der være plads til, så længe modtageren også synes, det er sjovt, skriver en deltager i rundspørgen.

 

Men ikke alle finder bemærkningerne passende.

- De laver lidt sjov, men nogle gange kommer de lidt for tæt på, føler jeg, skriver en anden deltager.

Og det er et problem, når kommentarer kommer for tæt på, og man ikke kan sige fra.

- Der skal være plads til at sige fra, uden at man bliver kaldt nærtagende. Man kan være nok så venlig stemt og have gode intentioner, men kommentarerne kan alligevel lyde forkerte og ikke falde i god jord, og det skal man acceptere, forklarer Tine Ravn Holmegaard.

 

Ubehagelige kommentarer har konsekvenser

Hvis man føler sig stødt over bemærkningerne, men der ikke er plads til at sige fra, så kan det få konsekvenser, understreger Tine Ravn Holmegaard.

- Så bliver man usikker og ved ikke, om kollegaerne kan lide en. Man bliver mere opmærksom på, hvordan man passer ind. Det kan påvirke koncentrationen, så man laver flere fejl i sit arbejde.

 

Hun opfordrer derfor arbejdspladserne til at være opmærksomme på, hvor rummelige de er og have en politik om tolerance.

- Det er vigtigt, at man har talt om omgangstonen, så alle er opmærksomme på det, fordi vi alle har forskellige grænser. Det gør det nemmere at sige fra, hvis man på forhånd har aftalt, hvordan man skal forholde sig, hvis man føler, at ens grænser bliver overtrådt.

 

Oplever du nogle af nedenstående kommentarer fra dine kolleger eller arbejdsgiver?

Om min oprindelse (fra landet, udlandet, København m.v.) 7 %

Om mit udseende (fx hud- eller hårfarve, påklædning, vægt/størrelse m.v.) 11 %

Om mine madvaner 8 %

Om min seksuelle orientering 1 %

Om min tro 2 %

Om min politiske overbevisning 5 %

Jeg bliver behandlet som alle andre 74 %

Andet

13 %

Respondenterne kunne sætte kryds ved flere svar. 6.915 medlemmer besvarede spørgsmålet. (Kilde: Medlemsundersøgelse om diskrimination og forskelsbehandling, september 2010)

 

Hvordan oplever du kommentarerne?

Jeg oplever det positivt 26,4 %

Jeg oplever det negativt 29,4 %

Det betyder ikke noget 44, 3 %

Spørgsmålet blev besvaret af de, som oplever kommentarer af den ene eller den anden art. 1.407 medlemmer besvarede spørgsmålet. (Kilde: Medlemsundersøgelse om diskrimination og forskelsbehandling, september 2010)