DSB

Kunderne vender tommelfingeren op til infoskærme i S-tog

Pressemeddelelse   •   Nov 30, 2010 11:12 CET

Da DSB S-tog i slutningen af september lukkede ned for skærmene var det med udgangspunkt i resultatet fra en kundeundersøgelse, som S-togs ledelse ikke kunne leve med. Utilfredsheden er nu blevet vendt til en stor tilfredshed med infoskærmene i sin helhed, men også med tilfredshed over og accept af de enkelte elementer, som vises på skærmene. Så fra i dag kan infoskærmene opleves med det nye indhold i sin helhed med en kombination af trafikinformation, S-togsinformation, nyheder og kommercielt indhold.

Seneste undersøgelse af kundernes syn på skærmene viser, at 69 pct. af de adspurgte er tilfredse eller meget tilfredse med infoskærmene. For under én måned siden var det samme tal 10 procentpoint lavere, nemlig 59 pct., der var tilfredse eller meget tilfredse med infoskærmene. At infoskærmene finansieres delvis gennem kommercielt indhold er der også en bred accept af. Næsten 80 pct. af de adspurgte synes det er ok, at der er reklamer på skærmene, hvis pengene bruges til medfinansiering af nye servicetiltag over for kunderne.

Salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall glæder sig over resultaterne af undersøgelserne:

”Vi har de seneste måneder været igennem en rigtig god proces, hvor kunderne er blevet inddraget via undersøgelser, blogindlæg og særkørsler med test af indholdet på infoskærmene. Vi har foretaget en række justeringer af konceptet i samråd med vores kunder, så nu bliver infoskærmene modtaget som det, de oprindeligt var tænkt som, nemlig en forbedring af trafikinformationen, så kunden kan komme hurtigst muligt fra A til B, og et tilbud om mere indhold på rejsen i form af bl.a. nyheder, information og gode tilbud.”

Allerede i januar forventer DSB S-tog det, at trafikinformation på infoskærmene udvides yderligere. Da vil det nemlig være muligt at se trafikinformation om både busser, metro og regionaltoge, inden man ankommer til udvalgte stationer, så man dermed lettere kan planlægge sin videre rejse.

Infoskærmene er en del af S-togs strategi om at tilbyde kunderne nye måder at rejse på og skal ses i forlængelse af en række andre nye kundeservices som f.eks. Frit Internet, billet via mobiltelefonen, gratis cykel med i S-toget, Gratis tog om søndagen og billig billet om aftenen.

Kontakt DSB Kommunikation på 2468 0000 for interview

Med venlig hilsen 
DSB