DSB

Kvartalsrapport: Tog til tiden

Pressemeddelelse   •   Nov 29, 2010 13:31 CET

Tog til tiden
Det strategiske fokus på mere præcise tog har nu for alvor båret frugt. I Fjern- & Regionaltog er antallet af forsinkelser således faldet med 40 procent i forhold til 3. kvartal 2009, mens antallet af forsinkelser i S-tog i samme periode er lidt over det historisk gode resultat i 2009. Både S-tog og Fjern- & Regionaltog har i hele 3. kvartal 2010 haft færre forsinkelser end de fastsatte mål i trafikkontrakterne. Således fortsætter den positive udvikling fra 2. kvartal 2010.

Resultaterne er en konsekvens af det målrettede arbejde med rettidigheden. Indsatsen har resulteret i flere tog til tiden, men er også afspejlet i omkostningsudviklingen. I særlige rettidigheds- og kundefremmende tiltag anvender DSB, også gennem sporskifte 2010 aktiviteter, i størrelsesordnen 200 mio. kr.

146 mio. kunder
DSB havde 146 mio. kunder i de første 9 måneder af 2010. På det danske marked steg antallet af kunder med 4 procent (korrigeret for sporspærringer). Stigningen er resultatet af en aggressiv strategi i Danmark, hvor en forbedret rettidighed i kombination med fokus på pris og distribution samt en række nye kundetiltag har medført kundefremgang. Kundevæksten i Sverige er på 3 procent i de først 9 måneder af 2010.

Vedligeholdelsesopgaver samles i et nyt selskab
For at kunne fokusere på kerneproduktet og forbedre konkurrenceevnen udskiller DSB og DSB S-tog vedligeholdsaktiviteterne og samler dem i et selvstændigt selskab. Dermed skabes et endnu større fokus på udførelsen af denne opgave, som har afgørende betydning for togenes rettidighed. Selskabet går i drift pr. 1. januar 2011.

DSB udvider i Sverige
DSB vandt udbuddet om regionaltogstrafikken Upptåget i Uppsala-området nord for Stockholm. Afgørelsen kommer kort før DSB i december 2010 starter driften af Västtrafik i Göteborg og Krösatåg i Jönköping-området. De to opgaver vandt DSB i henholdsvis august og i december sidste år. DSB driver i forvejen to andre strækninger i Sverige, Roslagsbanan i Stockholm og Øresundstrafikken i Sydsverige. Med de nye strækninger udbygger DSB yderligere sin position i Sverige, vores andet hjemmemarked, og ruster sig således til nye udbud i de kommende år.

Resultat før skat på 238 mio. kr.
Koncernens resultat før skat udgjorde 238 mio. kr. (385 mio. kr.) i de første 9 måneder af 2010, hvilket er i overensstemmelse med det forventede, jf. den finansielle beretning på side 4.

IC4-levering
DSB har i september 2010 indgået en aftale med AnsaldoBreda, der indebærer, at DSB selv skal opgradere de 14 IC4-tog, som hidtil har kørt på de danske skinner. Aftalen betyder, at DSB i en periode får flere IC4-togsæt til rådighed end oprindeligt planlagt. IC4-togene indgår i den ordinære køreplan med 98 ugentlige afgange. I november opnåede DSB en typegodkendelse af en opgradering af IC4-togene, som blandt andet indebærer, at DSB fremover kan køre med to sammenkoblede IC4-tog i landsdelstrafikken – og dermed med dobbelt så mange kunder ad gangen.

Sporarbejder på Hillerødstrækningen afsluttet
På S-togsnettet blev det omfattende sporarbejde på Hillerødstrækningen afsluttet den 27. september som planlagt. Under sporarbejdet har der været et fald i antallet af passagerer, hvilket har medført færre passagerindtægter. Samtidigt har det øgede kundefokus under sporarbejdet, herunder erstatningskørsel, medført et væsentligt større omkostningsniveau.

DSBFirst/Kystbanen
DSBFirst's danske operatørrettidighed er på 97,9 procent i 3. kvartal 2010. Der er tale om en positiv trend. Det samme gør sig gældende for den kundeoplevede rettidighed, der er i kraftig bedring efter indførelsen af den nye køreplan i august. Som følge af den særlige fokus på kunderettidigheden lykkedes det i oktober at opnå en kunderettidighed på 90 procent. Den svenske operatørrettidighed er på ca. 99,9 procent.

Afskedigelser i administrationen
DSB har i de seneste tre år med Sporskifte 2010 lanceret en række tiltag for at fastholde og forbedre kvaliteten af vores produkter. For fortsat at kunne videreføre denne linje er det nødvendigt løbende at tilpasse og effektivisere organisationen. Derfor vil der indenfor det administrative område blive afskediget 140 medarbejdere. Afskedigelserne foretages i december 2010.

Forventning til resultat før skat i 2010
Resultat før skat og før omkostninger vedrørende afskedigelse af de 140 medarbejdere i administrationen forventes i 2010 fortsat at blive i størrelsesordenen 450 mio. kr. Omkostninger til afskedigelser forventes at udgøre ca. 150 mio. kr. i 4. kvartal 2010, hvorefter resultat før skat forventes at blive i størrelsesordenen 300 mio. kr.

Læs kvartalsrapporten her

 

Med venlig hilsen


DSB Kommunikation