Frie Skolers Lærerforening

Lærere og ledere på de frie skoler skilles

Pressemeddelelse   •   Jan 12, 2016 08:30 CET

PRESSEMEDDELELSE:

Lederne og lærerne skilles på de frie skoler

På de frie skoler er der fra årsskiftet både en lærer- og en lederforening

Med det nye år opstår der en helt ny situation på det frie skoleområde: Skolelederne forlod 1. januar formelt Frie Skolers Lærerforening (FSL), og de har nu deres egen helt selvstændige organisation, Frie Skolers Ledere.

Nytårsaften vinkede formanden for FSL, Uffe Rostrup, derfor farvel til cirka 850 medlemmer. Alligevel er han glad for, at lærerne og lederne har fundet en løsning, så de nu står i hver sin fagforening:

»Jeg tror, det bliver godt. Og jeg mener, at det er en helt naturlig udvikling. Efter regeringsindgrebet og Lov 409 har lederne identificeret sig mere med arbejdsgiverne end med lærerne, og derfor er det også på sin plads, at vi får hver sin organisation til at varetage vores fagpolitiske interesser«, siger Uffe Rostrup.

Skilsmissen mellem lærerne og lederne er forløbet fredeligt, og parterne har fundet løsninger, som de begge er godt tilfredse med. Det er helt i de frie skolers ånd, siger Uffe Rostrup:

»Vi har vist, at vi på de frie skoler er gode til at samarbejde og finde fælles løsninger på udfordringerne«.

Den nye konstruktion indebærer fuld selvstændighed til Frie Skolers Ledere. Lederforeningen bliver som hidtil repræsenteret i forretningsudvalget for Lærernes Centralorganisation (LC) via LC Lederforum, og den nye organisation får gennem LC forhandlingsretten for lederne på de frie skoler.

Formanden for Frie Skolers Ledere, forstander Rud Nielsen, mener, at lederorganisationen kan styrke ledernes stemme i skoledebatten:

»Som en selvstændig forening vil vi lettere kunne bidrage med og udtrykke ledersynspunkter på det frie skoleområde«, siger han.

Rud Nielsen fortæller, at det nu bliver den nye lederforenings opgave at vise over for medlemmerne, at det var rigtigt at vælge selvstændigheden. Frie Skolers Ledere vil samarbejde tæt med folkeskolens ledere, Skolelederne, som er en del af Danmarks Lærerforening. Lederne vil blandt andet samarbejde om et ledersekretariat.

For yderligere kommentarer eller spørgsmål:

Kommunikationschef Mikkel Hvid

Frie Skolers Lærerforening

+45 2268 0099 • mhv@fsl.dk

Frie Skolers Lærerforening blev en realitet 14. marts 2006 efter en fusion mellem Efterskolernes Lærerforening og Frie Grundskolers Lærerforening

Frie Skolers Lærerforening (FSL) er en fagforening for lærere, børnehaveklasseledere og ledere på frie grundskoler og efterskoler.

Foreningen varetager de fagpolitiske, uddannelsesmæssige og pædagogiske interesser for ansatte på de cirka 500 frie grundskoler og 250 efterskoler.

Foreningen organiserer ca. 9.500 medlemmer. 


FSL's formand hedder Uffe Rostrup, næstformanden hedder Monica Lendal Jørgensen.