Region Midtjylland

Landets første akutte klinik for blodprop i hjernen

Pressemeddelelse   •   Sep 06, 2010 09:42 CEST

Synet forsvinder på det ene øje, evnen til at tale er væk, og der opstår kraftnedsættelse i den ene side af kroppen. Efter en time er symptomerne forsvundet.


Sådan oplever mange en forbigående blodprop i hjernen, kaldet transitorisk cerebral iskæmi eller forkortet TCI. Selv om symptomerne forsvinder, er hurtig udredning og behandling altafgørende.

Uden hurtig behandling vil hver tiende patient opleve en større blodprop i hjernen i løbet af de første tre måneder. Fire ud af ti har betydelig forkalkning som ofte kræver behandling, og en ud af 11 har en forsnævring i en halspulsåre som skal opereres i løbet af en til to uger.

Derfor åbner Neurologisk Afdeling på Århus Universitetshospital, Århus Sygehus nu Danmarks første TCI-klinik, hvor patienter efter telefonisk henvisning bliver set inden for ganske få dage.
I klinikken står en specialiseret team for et omfattende undersøgelsesprogram.

- Hurtig udredning og behandling er altafgørende, Vi ved fra videnskabelige undersøgelser, at akut behandling på en TCI-klinik nedsætter tre-måneders risiko for en større blodprop i hjernen fra 10 procent til to procent, siger afdelingslæge på Neurologisk Afdeling, Paul von Weitzel-Mudersbach

I behandlingen indgår rådgivning om sund levevis af specialiserede sygeplejersker.

Ændring af dårlige vaner er muligvis lige så vigtigt som medicinsk behandling, når det handler om forebyggelse af nye blodpropper. Ved opfølgende telefonkontakter efter en uge og tre måneder sikrer sygeplejersken, at de gode råd bliver husket, og at behandlingsplanen bliver fulgt.

For at få fuldt udbytte af TCI-klinikken, kræves der en bedre viden om TCI og dens symptomer både i befolkningen og hos den praktiserende læge. TCI er en akut sygdom, som kræver akut henvisning til specialiseret behandling.

Yderligere oplysninger
Paul von Weitzel-Mudersbach, tlf 2095 2953, afdelingslæge, Neurologisk afdeling
Århus Universitetshospital, Århus Sygehus

Fakta
Økonomisk er der gevinst at hente: Når man omregner TCI-klinikkens samlede omkostninger til antal af forebyggede blodpropper, koster det mellem 25.000 og 50.000 kroner at forebygge en større hjerneblodprop, som koster samfundet i gennemsnit 250.000 kroner alene i det første år.

opdateret: 03-09-2010

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde

Sidst redigeret 04-05-2010