Eurosport Danmark

Le Mans 2013 - eksperternes syn på løbet og optakten

Pressemeddelelse   •   Jun 13, 2013 14:20 CEST

Det vel nok største og mest kendte motorløb i verden fejrer 90-års fødselsdag, når bilerne kl. 15.00 den 22. juni sendes ud på et døgns kamp mod tiden og teknologien. Det danske Le Mans-ikon Tom Kristensen kan vinde sin 9. Le Mans-titel, hvis holdet i Audi R18 E-tron Quattro Hybriden bestående af Allan McNish og Loic Duval formår at vinde LMP1-klassen. De får dog kamp til stregen af det unge Audi-hold bestående af André Lotterer, Marcel Fässler og Benoit Treluyer, som vandt løbet i fjor.

- Det er på en måde de unge mod de gamle. Så erfaringen kommer til at spille en stor rolle i årets løb, siger Eurosports Le Mans-kommentator, Peter Maaløe. Han kalder Audi for dominerende, men vil samtidig ikke afvise, at andre producenter kan overraske.

- Jeg glæder mig til at se, hvad Toyota har til os. Har de udviklet på bilen? Det bliver interessant at følge.

Gode muligheder for dansk succes

Uanset om Tom Kristensen vinder eller ej, vil der være gode chancer for at se en dansker på podiet, vurderer Peter Maaløe. Både i LMP2- og GTAM-klassen er der gode danske kørere på rattene.

- I LMP2-klassen har David Heinemeier Hansson en reel chance for at vinde, da han er kommet i et fremragende team. I GTAM-klassen har vi et rent dansk team bestående af Allan Simonsen, Kristian Poulsen og Christoffer Nygaard. Deres chancer er ligeledes super gode, og deres fabriksopdaterede Aston Martin har vist sig rigtig hurtig i forhold til Ferrari og Porche, siger Peter Maaløe

Store Le Mans-følelser i Danmark

En anden af Eurosports ekspertkommentator, Søren Clauding, ynder at sige, at den største danske motorsportsbegivenhed finder sted i Frankrig. Og det er ikke helt ved siden af, for op mod 20.000 danskere valfarter hvert år til Le Mans, for at opleve det legendariske motorløb live. Det samme gør Søren Clauding.

- Der er en helt elektrisk stemning dernede. Jeg tror, at det er fordi hele arrangementet passer godt til den danske mentalitet. Vi kan nok lidt bedre end mange andre nationaliteter finde ud af at bo i telt, drikke fadøl og spise pølser fra grillen.

- Det er jo helt enestående, at Tom Kristensen har vundet otte gange og at Jan Magnussen har vundet fire. Vi er jo et miniputland i motorsportssammenhænge uden specielt stolte traditioner, men det er helt unikt, at vi har gjort det så godt i Le Mans, siger Søren Clauding.

24 timer direkte på Eurosport

Eurosport transmitterer, som eneste danske tv-kanal, samtlige 24 timers Le Mans direkte. Og ikke nok med det. Allerede fra mandag den 17. juni begynder vi at varme op med magasinprogrammet 24 Minutter, der sendes fra Le Mans, og som tager pulsen på kørerne og temperaturen på bilerne hver aften frem mod selve løbet. Onsdag og torsdag følger vi forberedelserne og kvalifikationen tæt, og lørdag sender vi direkte fra opvarmningen samt Legends Race, inden startskuddet lyder kl. 15.00.

I løbet af de 24 timer vil der være gæster hos vores kommentatorer, som får besøg af blandt andre Michel Nykjær. Der vil også være en lang række konkurrencer, hvor det vil være muligt for seerne at vinde forskellige motorsportspræmier. 

Du kan se hele programmet for Le Mans på Eurosport, Eurosport 2 og Eurosport Player til computer, iPhone og iPad på næste side:

Mandag den 17. juni20.15-20.45  24 Minutter, magasinprogram (Eurosport)

Tirsdag den 18. juni20.00-20.30  24 Minutter, magasinprogram (Eurosport)

Onsdag den 19. juni
18.00-20.00  Free Practice (direkte, Eurosport 2)
21.30-22.00  24 Minutter, magasinprogram (Eurosport)
22.00-00.00  Kval-runde (direkte, Eurosport)

Torsdag den 20. juni
19.00-21.00  Kval-runde (direkte, Eurosport)
21.00-22.00  24 Minutter, magasinprogram (Eurosport)
22.00-00.00  Kval-runde (direkte, Eurosport)

Lørdag den 22. juni09.00-10.00  Opvarmning (direkte, Eurosport)
10.00-11.00  Legends (direkte, Eurosport)
12.00-13.00  World Series by Renault (direkte, Eurosport)
14.15-14.45  24 Minutter, magasinprogram (Eurosport)
14.45-22.00  Le Mans (direkte, Eurosport)
22.00-22.30  24 Minutter, magasinprogram (Eurosport)
22.00-22.30  Le Mans (direkte, Eurosport 2)
22.30-09.00   Le Mans (direkte, Eurosport)
09.00-09.30  24 Minutter, magasinprogram (Eurosport)
09.00-09.30  Le Mans (direkte, Eurosport 2)
09.30-15.15   Le Mans (direkte, Eurosport)
15.15-15.30  24 Minutter, magasinprogram (Eurosport)