Dansk Metal

Ledige misbruges som gratis arbejdskraft

Pressemeddelelse   •   Nov 30, 2010 10:12 CET

Mange ledige ender reelt som gratis arbejdskraft for virksomheder, fordi kommunerne sender dem i ubrugelig virksomhedspraktik. Dansk Metal vil have stoppet ordningen.

Næsten 5.000 dagpengemodtagere er i dag i virksomhedspraktik, hvor de modtager dagpenge, og arbejdsgiveren derfor ikke skal betale løn. I august sidste år var tallet blot 1.200. Dermed ender mange ledige reelt som gratis arbejdskraft for virksomhederne, mener Dansk Metal. 

- Virksomhedspraktik er slet ikke tænkt til at skulle bruges af almindelige dagpengemodtagere, men derimod til kontanthjælpsmodtagere, der i forvejen har en dårlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Langt de fleste af Metals ledige medlemmer kan sagtens gå ud i morgen og passe et ordinært job, men når virksomhederne kan få arbejdskraften gratis, så er det svært at sige nej, tak til det, forklarer Allan Lyngsø Madsen, der er leder af Metals arbejdsmarkedsafdeling. 

Han understreger samtidig, at der ikke er noget bevis for, at de ledige kommer i arbejde som følge af virksomhedspraktikken. Derfor undrer han sig også over, at regeringen nu vil tvinge kommunerne til at sende endnu flere i virksomhedspraktik: 

- Kommunerne burde bruge kræfterne på at få de ledige tilbage i ordinært arbejde, men fordi regeringen har ændret refusionsreglerne, så er det langt lettere og mere lukrativt for kommunerne bare at sende de ledige i virksomhedspraktik i stedet for måske at sende dem på uddannelse, eksempelvis, forklarer Allan Lyngsø Madsen. 

Virksomheder misbruger ordningen
Netop refusionsreglerne er også årsagen til, at brugen af virksomhedspraktik er eksploderet i løbet af de senere år, og Allan Lyngsø Madsen forventer, at det også vil fortsætte sådan: 

- Et flertal i Folketinget har besluttet, at de ledige skal i virksomhedspraktik, og de har vendt de økonomiske tommeskruer sådan, at kommunerne praktisk talt ikke kan gøre andet, hvis de ikke vil straffes økonomisk, siger Allan Lyngsø Madsen. 

Metal hører jævnligt om medlemmer, der oplever misbrug af virksomhedspraktikordningen, og forbundet frygter, at det kan føre til øget misbrug: 

- Vi hører om medlemmer, der bliver ansat i virksomhedspraktik i firmaer, der så kort tid efter fyrer fastansatte. Der er også eksempler, hvor virksomhedspraktik bliver brugt i stedet for at ansætte folk på helt ordinære vilkår, eksempelvis til sæson-arbejde, forklarer Allan Lyngsø Madsen. 

Metal ønsker virksomhedspraktikken tilbage på sporet: 

- Virksomhedspraktik skal bruges til folk med svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Folk, der har behov for at få en fod indenfor. Men en smed, der har passet sit arbejde i tyve år, har ikke brug for at bevise, at han kan finde ud af at stå op om morgenen. Derfor skal forsikrede ledige slet ikke kunne sendes i virksomhedspraktik, siger Allan Lyngsø Madsen og fortsætter: 

- De skal i stedet opkvalificeres. Det er det eneste, som der faktisk er dokumentation for virker, siger Allan Lyngsø Madsen.

Politiken bringer i dag en artikel om misbrug af virksomhedspraktik.

Læs "Jobcentre sender flere ledige ud i gratis arbejde"