Udenrigsministeriet

Lene Espersens udtalelse i lyset af den seneste tids overgreb på internationale journalister i Egypten

Pressemeddelelse   •   Feb 07, 2011 12:40 CET

Udenrigsminister Lene Espersen tager afstand fra den vold, der præger udviklingen i Egypten, herunder de gentagne angreb på internationale journalister.

DEN 4. FEBRUAR 2011 KL. 10:13 I lyset af den seneste tids overgreb på internationale journalister i Egypten udtaler Lene Espersen: "Jeg tager – som alle mine internationale kolleger - skarpt afstand fra den generelle vold, der har præget udviklingen i Egypten det seneste døgn. Samtidig er jeg forfærdet over nye meldinger fra Egypten om gentagne angreb på internationale journalister. Endnu engang må der sendes et klokkeklart signal til de egyptiske myndigheder om, at de har ansvaret for, at situationen ikke udvikler sig til anarki, kaos og vold og at det egyptiske folk fredeligt kan udtrykke deres mishag. Jeg synes desværre, at vi igennem den seneste uges voldsomme udvikling i Egypten har kunnet se et mønster, hvor ytringsfriheden meget målrettet er blevet undertrykt. Først har internettet været lukket. Så blev den arabiske TV-kanal Al Jazeera lukket nogle dage. Og nu er det tilsyneladende de internationale journalister, som står for skud. Det kan vi på ingen måde acceptere. Det bekræfter mig blot i behovet for, at vi – som vi også har gjort det før de aktuelle opbrud i Tunesien og Egypten – fortsætter med at understøtte frie medier over alt i verden, som et helt afgørende og nødvendigt redskab til at fremme demokrati."