Miljøministeriet

Lokal politiker i spidsen for ny nationalpark

Pressemeddelelse   •   Okt 12, 2010 11:38 CEST

Miljøminister Karen Ellemann (V) har i dag udpeget Bent Poulsen som formand for bestyrelsen for den kommende Nationalpark Vadehavet, der indvies lørdag den 16. oktober.

- Bent Poulsen har et stort kendskab til Vadehavet og en stor erfaring med de mange områder, som den kommende Nationalpark Vadehavet skal beskæftige sig med.  Han har den fornødne pondus og handlekraft til at sikre, at den kommende bestyrelse kan nå store resultater. Jeg har stor tillid til, at han kan sikre en lokal forankring af nationalparken og samle de vidtspændende interesser og de mange gode kræfter i bestyrelsen om den vigtige opgave, som det er at udvikle nationalparken fremover, siger miljøminister Karen Ellemann.

Bent Poulsen (f. 1945) bor i Nymindegab og har en lang karriere bag sig som byråds-, amts- og regionspolitiker for Venstre. Han er tidligere formand for Turistgruppen Vestjylland og har tidligere været formand for Det Rådgivende Udvalg for Vadehavet.

Den nyudpegede formands første store opgave bliver – i samarbejde med den øvrige bestyrelse – at udarbejde den nationalparkplan, som skal danne grundlag for den fremtidige udvikling af parken.

- Som formand for bestyrelsen vil jeg gøre mit bedste for at indfri flest mulige af de positive forventer, der er fremsat i den debat, der er gået forud for vedtagelsen af Nationalpark Vadehavet, og samtidig få de bekymringer, der også er kommet til udtryk, til at forstumme,siger Bent Poulsen.

Miljøminister Karen Ellemann har 1. oktober 2010 udpeget de organisationer og foreninger, som skal indstille medlemmer til bestyrelsen. Se listen her. De enkelte bestyrelsesmedlemmer forventes at blive udpeget i løbet af november måned.

Læs mere om Nationalpark Vadehavet på www.danmarksnationalparker.dk

Yderligere oplysninger:
Bent Poulsen, bestyrelsesformand, Nationalpark Vadehavet, mobil 29 45 50 40
Thomas Hag, pressemedarbejder, Miljøministeriets departement, tlf.72 54 60 41, mobil 22 48 10 30
Peter Ilsøe, skovrider, Skov- og Naturstyrelsen Vadehavet, tlf. 73 51 44 66, mobil 23 20 72 42