Beskæftigelsesministeriet

Lufthavnstilsyn: Hver fjerde under mistanke for socialt bedrageri

Pressemeddelelse   •   Nov 29, 2010 08:43 CET

Hver fjerde passager på et fly fra Saudi Arabien modtog offentlig forsørgelse. A-kasser og kommuner skal nu undersøge, om de uberettiget modtog offentlig forsørgelse, mens de var i udlandet. Hvis det er tilfældet, er der tale om socialt bedrageri.

Det var resultatet, da Pensionsstyrelsen sammen med politiet tidligt i morges var på lufthavnstilsyn i Københavns Lufthavn. Derudover blev passagerer fra to fly fra Thailand og et fra USA kontrolleret. Her bliver en langt mindre andel af passagerernes forhold nu undersøgt nærmere.

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg var med på tilsynet og glæder sig over, at lufthavnstilsynet netop bliver styrket med den aftale, som regeringen for nylig indgik med Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne:

- Når der tilsyneladende er så meget at komme efter på bare et enkelt fly, så viser det jo, at det er et helt rigtigt sted at sætte ind. Det kan ikke gå hurtigt nok med at øge antallet af tilsyn i lufthavnene og ved grænseovergange.

- Og dem, der efter endt undersøgelse viser sig at have snydt, skal have en sanktion, de kan mærke. Socialt bedrageri er uacceptabelt, for det er det samme som at tage penge, som man ikke har ret til. Det er dybt asocialt, og det er med til at svække sammenhængskraften i vores velfærdssamfund, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg.

Med aftalen fra finansloven om socialt bedrageri tredobles antallet af lufthavnstilsyn, og tilsynet udvides til andre lufthavne og grænseovergange end Københavns Lufthavn. Modtagere af kontant- eller starthjælp, som viser sig uberettiget at modtage ydelser, mens de er i udlandet, skal have en sanktion, de kan mærke. Sanktionerne svarer til de sanktioner, der gives, hvis man uberettiget modtager offentlig forsørgelse samtidig med, at man arbejder.

Læs mere

Kontakt

Ønsker du kommentar eller interview med beskæftigelsesminister Inger Støjberg, så ring til vores pressetelefon T: 51 23 28 30

Peter Andersen Hove

Kontorchef
Pensionsstyrelsen

E: pah@adir.dk

T: 38 14 83 81