PR Konsortiet

Luk hjemmesiden inden kunden ser den

Pressemeddelelse   •   Nov 03, 2010 09:23 CET

En undersøgelse, foretaget for PR Konsortiet viser, at mange danske virksomheder ville gøre sig selv en tjeneste ved at lukke deres hjemmeside. Indholdet er så forældet og irrelevant, at virksomhederne var bedre tjent med kun at have en enkelt kontaktside med et telefonnummer.

”Undersøgelsen omfatter 45 virksomheder inden for bygge- og anlægssektoren, men vi har ingen grund til at tro, at andre sektorer har det bedre”, siger kommunikationsrådgiver Carsten Sivertsen, PR Konsortiet.

Et af problemerne med hjemmesiderne er, at de ønsker at formidle nyheder, men at 48 procent af de undersøgte hjemmesider kun har ’nyheder’, der er ældre end ni måneder.

Et andet problem er, at 56 procent af de undersøgte virksomheder forsømmer at fortælle, hvorfor kunden lige skal vælge dem som leverandør:

”Det nytter ikke at bruge hjemmesiden til at fortælle den besøgende, at virksomheden er ’ærlig og kreativ’, at den ’sætter kunden i centrum’, eller at ’vi afleverer opgaven til tiden’. Det er rent tomgangssnak, og det er værdier, som kunden må tage for givet”, siger Carsten Sivertsen.

Kvaliteten af billederne er også blevet undersøgt, og her er resultatet, at kun 11 procent kan betegnes som fyldestgørende. Det handler blandt andet om, at billederne af det færdige byggearbejde er i så ringe kvalitet, at det – muligvis – professionelle stykke håndværk fremstår som dårligt arbejde. I et konkret tilfælde benytter virksomheden hjemmesiden til at vise fem billeder af den samme servicevogn.

”Det måske værste tilfælde, vi er stødt på, er en fynsk virksomhed, som nu på fjerde måned fortsat har en hjemmeside, der stort set udelukkende består af såkaldt mumletekst, altså den nonsens-fyldtekst, som grafikere lægger ind på hjemmesider, i annoncer og magasiner for at markere, hvor den endelige tekst skal stå.”

”Også her er det vores råd at få lukket hjemmesiden i en fart og blot have en enkelt side liggende med telefonnummeret på virksomheden.”

”Vi kan ikke med sikkerhed anslå problemets omfang, men vi ved, at der i Danmark er omkring 250.000 registrerede selskaber, og vi må antage, at en stor del af dem har behov for at gøre noget ved deres hjemmeside”, siger Carsten Sivertsen.

Undersøgelsen viser i øvrigt, at de fleste hjemmesider fungerer godt – på det tekniske plan.

http://www.prk.as

Pressekontakt
Carsten Sivertsen
40208910


PR Konsortiet
Algade 33, 1.
4000 Roskilde