Klima- og Energiministeriet

Lykke Friis til møde med verdens energi-sværvægtere

Pressemeddelelse   •   Sep 20, 2010 10:32 CEST

Klima- og energiministeren deltager i Major Economies Forum sammen med verdens største økonomier for at gøre klar til COP16 i Mexico.

Til december sender Danmark FN’s klimaformandskab videre til Mexico ved klimatopmødet i Cancun (COP16). Forberedelserne er allerede i gang, og Klima- og energiminister Lykke Friis rejser mandag d. 20. september til New York for at deltage i ’Major Economies Forum on energy and climate’ sammen med blandt andet Kina, Indien, Rusland og USA.
Lykke Friis siger:


"Danmark er med deltagelse i MEF med i centrum af diskussionerne blandt de toneangivende lande op til klimatopmødet. Der er lagt op til, at mødet skal gå i kødet på, hvad topmødet i Cancun skal levere. Samtidigt vil der for første gang blive talt om vilkårene for klimaforhandlingerne efter topmødet i Mexico."


Major Economies Forum blev dannet af USA i 2009 for at sikre en løbende klimadialog blandt verdens største økonomier, og mødet i New York er det ottende af slagsen. Ud over MEF deltager ministeren senere på ugen i New York i lanceringen af en ny klimatrojka bestående af de nuværende, kommende og næstkommende COP-formandslande, dvs. Danmark, Mexico og Sydafrika, samt i et forberedende ministermøde om Cancun indkaldt af Mexico.


"MEF mødet er vigtigt for forventningsafstemningen før COP16. Det er et afgørende led i forberedelserne, at de toneangivende lande får klargjort deres syn og forventninger til forhandlingerne. Topmødets resultat afhænger meget af, at landene kan balancere ambition og realisme. For vi har brug for begge dele. Derfor ser jeg også frem til det forberedende møde, som Mexico samler en større kreds af lande til senere på ugen, ligesom jeg glæder mig til at lancere vores klimatrojka med mine mexicanske og sydafrikanske kollegaer."