DR Kommunikation

Lytterne kan lide at få maden serveret i radioen

Pressemeddelelse   •   Sep 02, 2010 08:36 CEST

Hver weekend går Kjeld Koplev i køkkenet på P1 – henholdsvis lørdag morgen klokken 9.53 og igen søndag klokken 22.03. Og søtunge i smørsauce, surdejsopskrifter og bud på, hvordan hornfisk kan tilberedes, er noget, danskerne har appetit på – også selv om de må tænke sig til det færdige resultat.

”Hvor sammenlagt 301.000 lyttere var forbi ’Koplevs Køkken’ i 2009, er der 358.000, der har været forbi i år. Dermed ser det ud til, at det ikke kun er på tv, at madprogrammer for alvor er slået an,” siger medieforsker Dennis Christensen fra DR Medieforskning.

Mad på podcast
Lyttere, der ikke har tid til at stå i køkkenet, når Koplev gør det, henter også programmerne flittigt som podcast. Hvor det hele sidste år blev hentet knap 9.000 gange, er det allerede sket over 10.200 gange i år, selv om kalenderen kun viser begyndelsen af september.

P1’s kanalchef Anders Kinch-Jensen glæder sig over, at P1 ikke alene bliver hørt, når danskerne skal lave mad, men også når de skal have inspiration til den.

"Den hemmelige opskrift i Kjeld Koplevs programmer er hans evne til at løfte maden op af gryden og ud i større perspektiv. På den måde får vi både en god opskrift og en god portion kulturhistorie – og det tiltaler P1's lyttere," mener han.

71-årige Kjeld Koplev, der står i radiokøkkenet, har arbejdet for DR siden 1968, hvor han blandt andet i 12 år lavede samtaleprogrammet ’Koplevs Krydsfelt’. Han er også uddannet kok tilbage i 1959.

87 procent hørte noget

Der var 4.123.000 danskere, som lyttede til DR Radio i uge 34. Det svarer til 87,4 procent af den danske befolkning over 12 år. En gennemsnitlig DR-lytter lyttede to timer og 35 minutter til DR Radio pr. dag i sidste uge. DRs lytterandel var 79,4 procent.