DTU Danmarks Tekniske Universitet

Manglende standarder stor barriere for LED-teknologien

Pressemeddelelse  •  2011-01-24 09:55 CET

Ved arrangementet ’LED-belysning – krav, test og energibesparelser’ sætter DTU Fotonik og Center for Energibesparelser fokus på fordelene ved den fremadstormende LED-teknologi til belysning.  Samtidig udarbejdes nye krav til LED-teknologien, så man sikrer en ensartet, høj kvalitet.

LED-teknologien er det naturlige valg for samfundet og forbrugeren, når en erstatning til glødepæren skal findes. Den er med sin energieffektivitet, sin enorme designfrihed i såvel lyssætning som udformning og sin uovertrufne lange holdbarhed en teknologi, som på alle måder burde være et førstevalg allerede i dag.

Som det ser ud nu, findes der dog ingen internationale standarder eller mærkningsordninger på markedet for LED-produkter, hvilket betyder, at forbrugeren nemt vil kunne få dårlige oplevelser. Hvis LED-teknologien får et dårligt ry i forbrugernes øjne, vil dette bremse implementeringen af denne nye belysningsteknologi, som potentielt vil give store energibesparelser kombineret med høj lyskvalitet.

Hvis vi for alvor skal kunne udnytte potentialet, er det derfor nødvendigt med nogle initiativer, der øger standarden inden for teknologien, og dermed sikrer, at markedet ikke oversvømmes med LED-produkter, som ikke lever op til det, teknologien lover.

Mærkningsordning for LED-produkter

Som et dansk initiativ i denne retning præsenteres projektet ’LED-Positivlisten’ for første gang for den brede offentlighed. Projektet har til formål at tilvejebringe en mærkningsordning, der kan sikre brugeren et godt produkt, når denne indkøber et LED-belysningsprodukt.

Arrangementet har til hensigt at sikre, at kun produkter, der teknologisk set er korrekt sammensat, rammer forbrugeren, og dermed muliggøre, at alle de fantastiske perspektiver, teknologien har, bliver realiseret til gavn for os alle sammen.

Om ’LED-belysning – krav, test og energibesparelser’

Arrangementet er delt op i en konference og en workshop: Konferencen afholdes tirsdag den 8. februar i Ingeniørhuset i København og byder på en række internationale og nationale oplægsholdere, som er førende på hver deres felt. Konferencen vil give et grundigt indblik i den nyeste LED-teknologi og de krav, der stilles til LED-produkter.

Den 9. februar afholdes workshop i DTU Fotoniks state of the art LED-laboratorier i Roskilde, hvor deltagerne går dybere i materien og lærer at designe og teste deres eget LED-system med dertilhørende optik, elektronik, kølesystemer og lysdesign.

 

Se programmet og læs mere om LED på www.lednet.dk

Tilmelding er ikke nødvendig for pressen.

Sted:

Ingeniørhuset

Kalvebod Brygge 31-33

1780 København V

 

For yderligere oplysninger, kontakt:


Adj. professor og forskningsleder på DTU Fotonik Paul Michael Petersen, 
tlf.: 4677 4512, e-mail: pape@fotonik.dtu.dk

 

Seniorforsker på DTU Fotonik Carsten Dam-Hansen, tlf.: 46 7 4513, e-mail:cadh@fotonik.dtu.dk

Videnskabelig assistent på DTU Fotonik Dennis Dan Corell, tlf.:  4677 4557, e-mail:ddco@fotonik.dtu.dk


You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.