APPLUS DANMARK A/S

Masser af småsten på vejene øger risiko for stenslag

Pressemeddelelse   •   Feb 23, 2011 10:13 CET

Markant stigning i mængden af småsten på vejene, der har revet sig løs i løbet af vinteren, betyder, at flere biler lige nu risikerer skader fra stenslag.

Danske biler udsættes i øjeblikket for et bombardement af stenslag. I hvert fald bedømt ud fra mængden af småsten på vejene, der, ifølge det landsdækkende vejservicefirma Lemminkäinen, er vokset markant i løbet af vinteren.

”Vi oplever i øjeblikket en markant stigning i mængden af småsten på vejene sammenlignet med de seneste år. Vand er i løbet af de seneste måneder trængt ned i sprækker i vejene. I takt med at vandet er frosset og blevet til is, har isen udvidet sig og skubbet asfalten op. Herefter har biler eller sneplove revet asfalten af, og langsomt er den blevet til småsten,” siger regionschef i Nordjylland, Troels Madsen hos Lemminkäinen, der reparerer huller i asfalten for en lang række kommuner i Jylland og på Sjælland.

500.000 huller - reparationsefterslæb på 22 mia. kr.
Grontmij Carl Bro vurderer, at vedligeholdelsesefterslæbet på de danske veje beløber sig til 22 mia. kr. mod 20 mia. kr. sidste år. I begyndelsen af januar skønnede asfaltindustrien, at der var mere end 500.000 huler i vejene. Det tal er i mellemtiden steget yderligere, skønner asfaltindustrien, da mange kommuner allerede har brugt en stor del af deres budgetter på vejservice på sidste års hårde vinter og nedprioriterer vedligeholdelsen her og nu. 

Biler rammes af småsten
Hos landets største bilsynsfirma, Applus+ Bilsyn, forudser man, at flere biler vil få stenslagsskader i de kommende uger på grund af de mange huller og løsrevne småsten, der kastes op på bilerne. Især skader på undervognen, siderne samt forruden vil ligge over gennemsnittet for andre år.

Sten ”sandblæser” undervognen
”Det er typisk disse steder på bilen og andre køretøjer, at vi oplever, at der kommer skader. Med mange ekstra sten vil der blive hvirvlet ekstra sten op, som vil ramme bilerne. De ekstra småsten på vejene giver mange ærgerlige stenslagsskader, især på strækninger med høj hastighed, hvor bilerne nærmest bliver sandblæst, hvis de kører ofte. En anden skade er de småsten, der kastes op i luften og rammer bagved kørende bilister på forruden med høj fart og kraft,” siger adm. direktør hos Applus+ Bilsyn, Arne Willerslev-Legrand.

Applus+ Bilsyn noterer alle skader og fejl på de ca. 500.000 biler, der hvert år ruller ind til syn. Herigennem bliver det muligt at se, om der vil være flere skader, der kan stamme fra stenslag.

Forebyg selv skader med TCnanobehandling
”Hvis man skal forebygge disse skader, er det vigtigt, at bilen henover hele vinteren kan modstå den hårde medfart. En TCnanobehandling af lak og forrude er god og nem beskyttelse til få penge, for man kan selv foretage den. Endelig skal man sørge for at bilen er rustbeskyttet for nylig, da sliddet er hårdest under bilen,” tilføjer Arne Willerslev-Legrand.

Læs mere på www.bilsyn.dk

Faktaboks: Få en RustAttest
Stenslag kan over længere tid føre til rust. Du kan få undersøgt, om din bil trænger til rustbeskyttelse ved at få en RustAttest. Sammen med RustAttesten giver Applus+ Bilsyn dig en rabatkupon på rustbeskyttelse til en værdi af kr. 600,-.

For mere information, kontakt venligst:
Adm. dir. Arne Willerslev-Legrand, mobilnummer: 4081 0288