Roskilde Universitet

Matematik kan erstatte dyreforsøg – professor fra RUC vinder pris for sin forskning

Pressemeddelelse   •   Nov 19, 2010 11:19 CET

Professor Johnny T. Ottesen fra Institut for Natur, Systemer og Modeller, Roskilde Universitet, bliver på torsdag tildelt Nordisk Forskningspris til Alternativer til Dyreforsøg.

Johnny T. Ottesen forsker i at udvikle matematiske modeller af kroppens organsystemer; han har bl.a. bidraget med ny viden om centrale mekanismer i blodskredsløbet og det respiratoriske system samt hormonale systemer. Modellerne simulerer bl.a. reguleringen af blodskredsløbet og kemiske stoffers optagelse, nedbrydning og udskillelse.

Hans forskning har stort potentiale på en lang række områder. Det gælder bl.a. arbejdet med at erstatte anvendelsen af forsøgsdyr inden for medicinudvikling og giftighedstestning. Hans matematiske modeller over kroppens kredsløb kan give ny viden om folkesygdomme såsom

hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk, stress, depression eller diabetes - med bedre diagnoser, behandlingsformer og medicinudvikling til følge. Et meget stort antal forsøgsdyr anvendes til forsøg rettet mod netop disse sygdomme.

”Vi er i dag nået så langt, at lægerne kan begynde at bruge resultaterne af vores modeller til beslutningsstøtte i behandlingen af rigtige patienter,” fortæller Johnny T. Ottesen.

Matematisk modellering er et væsentligt forskningsområde, som oplever vækst på internationalt plan. Forskere verden over arbejder på at udvikle matematiske modeller af de mekaniske, fysiske og biokemiske funktioner i den levende menneskekrop. Målet er at skabe det såkaldte virtuelle menneske - en komplet reproduktion/tro gengivelse af den menneskelige organisme, som vil gøre det muligt at undersøge den som ét komplekst og dynamisk system.

Nordisk Forskningspris er et skandinavisk samarbejde og prisen på 60.000 svenske kroner er stiftet af danske Alternativfondet i samarbejde med det svenske fond Forska Utan Djurförsök og det finske fond Juliana von Wendts Stiftelse. Prisen tildeles årligt en forsker eller forskergruppe, som har udmærket sig ved banebrydende forskning i metoder, der kan erstatte dyreforsøg. Prisen uddeles skiftevis i København, Stockholm og Helsinki.

Prisoverrækkelsen finder sted torsdag den 18. november 2010, kl. 13 på Toldboden, Nordre Toldbod 24, 1013 København K."

http://www.ruc.dk

Pressekontakt
Johnny T. Ottesen
46 74 22 98


Roskilde Universitet
Universitetsvej 1, Himmelev
4000 Roskilde