Dagrofa

MENY hylder årets madarbejdere

Pressemeddelelse   •   Dec 18, 2015 15:32 CET

Sander Dick-Nielsen og Poul Arild Rødseth blev i dag hædret for deres indsats som madarbejdere i fødevaremarkedet MENY. Med anerkendelsen som ”Årets Madarbejder” følger ud over æren en MENY-bil i form af en smart lille Peugeot 107.

Danskernes nye fødevaremarked MENY, som åbnede tilbage i maj, tildelte i dag årets to bedste madarbejdere det officielle bevis på deres fantastisk serviceindsats i 2015. Det skete ved et særligt arrangement i Dagrofas hovedsæde i Ringsted.

Her blev Sander Dick-Nielsen fra MENY i Værløse og Poul Arild Rødseth fra MENY i Skagen hyldet for deres bemærkelsesværdige evner til udleve MENYs madarbejder-dna. Og ud over æren og diplomet for en flot indsats kunne kædedirektør Jørgen Nielsen overrække de glade vindere hver et sæt nøgler til en ny Peugeot 107 iklædt MENY-farver.

”Noget af det, som for alvor har sat MENY på landkortet hos forbrugerne, er vores mange dygtige madarbejdere. Jeg vil uden at blinke sige, at vi i dag adskiller os markant i markedet, når det handler om fagkompetent og god service. Når vi så hurtigt har været i stand til at eksekvere vores strategi for, hvordan det skal være at handle i MENY, skyldes det bl.a. dygtige og seriøse madelskere som Sander og Poul – madarbejdere der hver dag møder kunderne med ekstrem professionalisme, åbenhed og faglighed. Det er den passion, de udlever, som er med til at gøre det til en fornøjelse af være kædedirektør i MENY”, siger Jørgen Nielsen.

MENYs fødevaremarkeder åbnede i maj måned og genintroducerer de klassiske dyder fra dagligvarehandlen. Blandt andet de faguddannede medarbejdere, der kender deres varer og kan inspirere kunderne med friske, gode råvarer, frisk fisk, vin, m.m.

Op til åbningen af de første butikker investerede Dagrofa over 72.000 timer – eller hvad der svarer til ca. 8,2 års uddannelse i de mange tusinde madarbejdere i MENY. Og lige siden har et hold af salgs- og servicetrænere turneret landet rundt for at forankre MENY-kædens særlige DNA hos madarbejderne i deres dagligdag.

For yderligere information kontakt:

Markela Dedopoulos, kommunikationsdirektør i Dagrofa, på tlf. 4199 3202

Fakta:

MENY er Danmarks nye fødevaremarked og er ejet af Dagrofa. MENY er et koncept med stærkt fokus på udvalg og specialiteter, ferskvarer og faguddannede madarbejdere, der står for god betjening. MENY har markedets største varesortiment – både til hverdag og fest – og byder på en kærkommen fornyelse i dagligvarehandlen herhjemme. Kæden har 119 butikker i Danmark, heraf 14 særlige MENY Gourmet-butikker, og beskæftiger godt 5.500 medarbejdere.

Dagrofa koncernen omsætter for ca. 20 milliarder om året og beskæftiger ca. 7.000 ansatte i Danmark og Grønland. Koncernen består i dag af profilhusene MENY, KIWI, SPAR, Min Købmand, Let-Køb samt Foodservice Danmark, Dagrofa Logistik og Pisiffik.