TUI Denmark

Mere Dreamliner til danskerne fra næste vinter

Pressemeddelelse   •   Apr 12, 2016 15:04 CEST

Når kaptajnen sætter kurs mod fjerne feriemål, vil vi have rigeligt med benplads i et moderne fly. Det viser en frisk markedsanalyse, som Star Tour i dag offentliggør. Her peger 86 % af danskerne på, at flytypen er enten ”meget vigtig” eller ”altafgørende”, når det kommer til valget af fly. Det suverænt vigtigste i flyet er benpladsen samt bekvemme sæder, siger henholdsvis 44 % og 40 %.

Det er baggrunden for, at Star Tour nu vælger at opgradere flyvalget for danske rejsende fra København til Thailand og Mexico, så de lige som rejsende til Mauritius får glæde af Boeing 787 Dreamlineren.

- Med denne opgradering får vi 23.000 flere pladser til danskerne i den mest moderne flytype. Det handler om at give danskerne mest muligt komfort for pengene på den lange flyvetur, siger Nikolai Johnsen, der er pressechef for Star Tour i Danmark.

Netop penge skal danskerne regne med at bruge færre af, når valget falder på en moderne flytype. Boeing 787 Dreamlineren er nemlig en meget let flytype effektive motorer, og det giver en kraftig besparelse for både forbrugeren og miljøet.

- Et topmoderne fly som Dreamlineren bruger mindre brændstof, og det gør flybilletten billigere. Og så er det jo også en enorm fordel for miljøet i form af en mindre CO2-belastning, forklarer Nikolai Johnsen.

Som den måske største fordel ved valget af en moderne flytype er muligheden for at flyve langt uden mellemlandinger. Den mulighed er danskerne parat til at betale mange penge for. Således angiver 72 % af danskerne, at de er villige til at betale op til 1.000 kr. eller derover for at slippe for en mellemlanding på de lange flyveture.

- Det koster penge i form af brændstof at skulle mellemlande, så for forbrugerne vil det næsten altid være både billigere og hurtigere at vælge en direkte flyrute med et moderne fly, siger Nikolai Johnsen.

Som et eksempel på det, nævner pressechefen en direkte rute til det populære Krabi i Thailand, hvortil mange danskere stadig vælger en besværlig og dyr flyløsning.

Tendens: Større fly giver længere rejser

Generelt har de nye og moderne flytyper i kraftig grad hjulpet danskerne til at vælge de oversøiske feriemål på charterrejsen. Således har Star Tour formået at øge antallet af solgte oversøiske rejser fra 15.000 til 40.000 på blot 10 år. Det gør Star Tour til det danske rejsebureau, der sender suverænt flest rejsende til oversøiske feriemål.

- Når flyene bliver større, bliver verden mindre. Danskerne ønsker at rejse længere og længere væk, og derfor har vores længere tids satsning på moderne fly hjulpet os til at vokse støt år for år, fortæller Nikolai Johnsen. 

Star Tour tilhører TUI Nordic, der med en markedsandel på 20 procent, er den største aktør på det nordiske rejsemarked. Gruppen blev etableret i 1961 og tilbyder charterrejser, fly og krydstogter. Nogle af de mest populære rejsemål er De Kanariske Øer, Thailand, og Tyrkiet. TUI Nordic består af rejsearrangørerne Fritidsresor, Tema, Nazar og WonderCruises, Star Tour i Danmark og Norge, Finnmatkat i Finland og flyselskabet TUIfly Nordic. Gruppen har siden 2000 været en del af verdens førende rejsekoncern TUI Group, der i øjeblikket omfatter mere end 220 brands i 180 lande, otte flyselskaber med mere end 140 fly og 4.800 rejsebureauer i 16 lande. Totalt har TUI Group mere end 30 millioner kunder om året og over 55 000 ansatte i 31 lande.