Dansk Metal

Metal efterlyser medlemmer fra Kamstrup

Pressemeddelelse   •   Jun 13, 2011 09:16 CEST

Har du arbejdet på termometerfabrikken Kamstrup, så kan du måske have ret til erstatning, hvis du har fået helbredsproblemer på grund af kviksølv. Metal efterlyser medlemmer.

Medarbejderne på termometerfabrikken Kamstrup blev udsat for voldsomme mængder kviksølv. Selvom der er gået mange år kan de stadig have krav på erstatning efter kviksølvforgiftning, uanset at deres læge aldrig anmeldte helbredsproblemerne til Arbejdsskadestyrelsen.

Nu efterlyser Dansk Metal medlemmer, som har arbejdet på Kamstrup og andre kviksølvfabrikker tilbage fra 1950’erne og som døjer med helbredsproblemer. På samme måde som i sagen om asbest i DSB, mangan på Stålvalseværket, styren på LM Windpower og kviksølv på Grindstedværket vil forbundet hjælpe medlemmerne med at få rejst sag om erstatning, hvis det viser sig, at de er blevet syge af arbejdet.

- Erfaringerne fra Grindstedværket viste, at der hersker stor uvidenhed blandt lægerne om de skader, kviksølv kan give og derfor er sagerne aldrig blevet anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen. Men det skal vi nok tage os af, ligeså snart vi får kontakt med tidligere eller nuværende medarbejdere, som døjer med kviksølvskader, siger Jan Toft Rasmussen, miljøkonsulent i Dansk Metal.

Forbundet opfordrer de tidligere medarbejdere eller deres familier til at tage kontakt til den lokale metalafdeling, så afdelingerne kan få erstatningssagerne sat i gang. Samtidig forsøger forbundet at få fat i tidligere medarbejdere på Kamstrup-fabrikken, som stadig har kontakt med gamle kollegaer. Det skal hjælpe med at få fat i de medlemmer, som ikke har opdaget, at der er dukket nyt op om arbejdsmiljøet på deres gamle arbejdsplads.

- Det er jo forfærdeligt at vide, at der sidder mennesker rundt i Danmark, som lider efter kvivksølvskader, og som aldrig har fået oprejsning for det elendige arbejdsmiljø, de er blevet udsat for i deres yngre dage. Det mindste, vi kan gøre, er da at få det elendige arbejdsmiljø op på bordet, så alle kan se det, og så få skaffet de tidligere medarbejdere den erstatning de har krav på, mener Jan Toft Rasmussen.

Se DR nyhedernes indslag om Kamstrup sagen.

Læs mere om kviksølv.