Dansk Metal

Metal kritisk overfor ny vismandsrapport

Pressemeddelelse   •   Jun 01, 2011 10:26 CEST

Dansk økonomi kører på absolut lavt blus, og sådan vil det fortsætte i flere år fremover. Det er vurderingen fra de økonomiske vismænd, der netop har udsendt deres forårsrapport.

Men i rapporten anbefaler vismændene regeringen at indfase en stram økonomisk politik allerede nu, og den anbefaling møder kritik hos Dansk Metal:

- Der er ingen tvivl om, at dansk økonomi slet ikke har det godt. Vi ligger meget langt fra det normale og ønskelige, når det kommer til vækst og beskæftigelse. Men den medicin, som vismændene ordinerer, er forkert. Der er ikke brug for omstramning, men for det modsatte, mener Thorkild E. Jensen, der er forbundsformand for Dansk Metal.

Han mener, at dagens nyhed om, at dansk økonomi igen er i recession, endnu engang bekræfter, at situationen er skrøbelig. Han peger derfor på, at det skarpe fokus på at skabe troværdighed og holdbarhed i den økonomiske politik bør suppleres med en stimulering af økonomien på den korte bane.

- Vismændenes rapport dokumenterer faktisk, at der er plads til at stimulere vækst og beskæftigelse. Der er lav indenlandsk efterspørgsel, og et stort produktions- og beskæftigelsesmæssigt efterslæb. Efterspørgslen kan øges, uden det forringer troværdighed og holdbarhed, fastslår Metal-formanden.

Ifølge ham burde regeringen derfor fremlægge en offensiv vækstplan:

- Offentlige investeringer bør fremrykkes, og samtidig bør vi stimulere virksomhedernes lyst til at øge investeringerne. Sker det ikke bliver væksten og beskæftigelsen for lav, og det rammer både økonomien og tusindvis af danskere, der bliver ramt af arbejdsløshed, siger Thorkild E. Jensen.

Thorkild E. Jensen vender sig også kraftigt mod vismændenes forslag om at forringe efterløn og folkepension:

- Det er helt forkert, og i bund og grund mere et politisk spørgsmål, end et fagøkonomisk. Der findes andre muligheder for at skabe troværdighed og holdbarhed i dansk økonomi, og jeg foretrækker klart, at vi alle giver et ekstra nap med og arbejder os ud af krisen, frem for at lade de svageste grupper betale hele regningen, fastslår Thorkild E. Jensen.

Link:http://www.danskmetal.dk/Nyheder%20og%20presse/Pressebilleder/Personer/Thorkild%http://www.danskmetal.dk/Nyheder%20og%20presse/Kontakt.aspxhttp://www.danskmetal.dk/Nyheder%20og%20presse/Presse/2011/Metal%20kritisk%20oveKontaktpersoner:Kasper HyllestedKommunikationsafdelingen - KommunikationskonsulentE-mail : hyllested@danskmetal.dk - Telefonnr. : 33632204