Miljøministeriet

Miljøministeren til FN-møde om biodiversitet

Pressemeddelelse   •   Sep 23, 2010 09:29 CEST

Miljøminister Karen Ellemann deltager d. 22. september i et FN højniveaumøde om biodiversitet i New York. Mødet markerer, at 2010 er FN’s internationale biodiversitetsår. Samtidig afholdes mødet på et strategisk væsentligt tidspunkt i forhold til forhandlingerne om et nyt globalt biodiversitetsregime, der kulminerer på COP10 i Nagoya, Japan, i slutningen af oktober.

Hver dag forsvinder dyr og planter fra vores klode. Verden har ikke levet op til de globale målsætninger om at stoppe tilbagegangen i biodiversiteten i 2010. Det er en global udfordring, som kræver globale løsninger. På COP 10 i Japan om en måned skal vi gerne levere dén løsning, der sætter indsatsen for biodiversiteten tilbage på sporet. Jeg arbejder hårdt for, at vi får en global aftale med konkrete mål og realistiske planer for, hvordan målene efterleves. Når det abstrakte mål bliver gjort mere konkret, håber jeg samtidig, at vi får en større forpligtelse fra verdens lande, siger miljøminister Karen Ellemann (V).

FN-mødet i New York skal tjene til at give politisk retning og momentum til de afgørende forhandlinger frem mod COP10. Foruden deltagelse i selve højniveaumødet vil miljøministeren i New York afholde bilaterale møder med udenlandske kolleger og deltage i et frokostmøde for miljøministre om biodiversitetsforhandlingerne.

Biopirateri er én af de sager, som den danske miljøminister vil arbejde for at få højt på dagsordenen under FN-mødet i New York. Forudsætningen for at ulandene vil deltage i en ny international ti-års plan for naturen er nemlig, at de får betaling, når internationale virksomheder bruger ulandendes naturressourcer til fremstilling af produkter.

De internationale forhandlinger i Japan risikerer at kuldsejle, hvis vi ikke finder en løsning på spørgsmålet om biopirateri. Derfor har Danmark sat sig i front for, at vi får en juridisk bindende aftale om udbyttedeling. Det vil give ulandende et incitament til at beskytte den biodiversitet, som en dag vil kunne føre til eksempelvis ny banebrydende medicin, og samtidig skal aftalen sikre, at private virksomheder fortsat har adgang til at bruge ulandenes genetiske ressourcer, siger Karen Ellemann.

Biodiversitet er igen på dagsordenen, når miljøminister Karen Ellemann d. 14. oktober deltager i EU’s Miljøministerrådsmøde som optakt til COP10 i Japan i slutningen af oktober.

Se miljøministerens tale ved FN-mødet i New York her.

Fakta
COP10 er det tiende topmøde siden FN i 1992 vedtog biodiversitetskonventionen.
Konventionen er vedtaget for at beskytte dyre- og plantearter, økosystemer og genetisk mangfoldighed.
Mødet foregår fra d. 18.-29. oktober i den japanske millionby Nagoya og har deltagelse af over 190 lande.
Danmark forhandler under mødet som en del af EU.

Yderligere oplysninger:
Søren Mark Jensen, biolog i By- og Landsskabsstyrelsen, tlf.: 3063 3254 mail: soemj@blst.dk,
Sune Bové, pressechef i Miljøministeriet, tlf.: 2537 0771 mail: subov@mim.dk