Miljøministeriet

Miljøportal skal redegøre for sin drift

Pressemeddelelse   •   Okt 01, 2010 10:21 CEST

Miljøminister Karen Ellemann (V) har i dag bedt bestyrelsen for Danmarks Miljøportal redegøre for portalens aktiviteter og økonomi. Det sker efter nye spørgsmål og kritik af, at Danmarks Miljøportal angiveligt ikke skulle være tilstrækkeligt opdateret. Samtidig er der rejst spørgsmål ved portalens økonomi.

Miljøminister Karen Ellemann (V) har i dag bedt bestyrelsen for Danmarks Miljøportal redegøre for portalens aktiviteter og økonomi.

Det sker efter nye spørgsmål og kritik af, at Danmarks Miljøportal angiveligt ikke skulle være tilstrækkeligt opdateret. Samtidig er der rejst spørgsmål ved portalens økonomi.

Det er meget alvorlige anklager, der er kommet frem. Vi er nødt til at komme til bunds i kritikken af Danmarks Miljøportal og den usikkerhed om økonomien, der er skabt. Det er afgørende, at portalen fungerer optimalt, og brugerne skal have det forventede udbytte. Derfor har jeg bedt bestyrelsen redegøre for, om portalen yder den service, der forventes af den, og bestyrelsen skal samtidig redegøre for, hvordan pengene er brugt, siger miljøminister Karen Ellemann.

Danmarks Miljøportal er et fællesoffentligt partnerskab mellem Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og Miljøministeriet.

Danmarks Miljøportal blev oprettet i 2007 i forbindelse med, at amternes miljøopgaver som følge af kommunalreformen blev fordelt mellem kommunerne, regionerne og Miljøministeriet. Formålet var at sikre disse myndigheder adgang til den omfattende samling af data, der indtil udgangen af 2006 lå hos amterne.

Den generelle fordelingsnøgle for finansiering i partnerskabet er: Danske Regioner 10 %, Kommunernes Landsforening 45 % og Miljøministeriet 45 %.

Yderligere oplysninger
Sune Bové, pressechef i Miljøministeriet, tlf. 72 54 60 32 / 25 37 07 71.
Mads Leth-Petersen, kontorchef, Miljøministeriets departement, tlf. 72 54 61 40.