Vækstfonden

Millioner til LED iBonds løsninger for belysning

Pressemeddelelse   •   Jan 14, 2016 11:17 CET

Danske LED iBond har netop rejst et tocifret millionbeløb fra Vækstfonden til en international udrulning af virksomhedens LED-løsninger. Den patenterede teknologi integrerer på en højeffektiv måde LED i kompositplader af aluminium, som gør virksomhedens løsninger ultratynde. På den måde kombinerer LED iBond de energibesparende egenskaber ved LED med muligheden for innovative, unikke og fleksible designs.

Den danske belysningsproducent LED iBond har netop rejst et tocifret millionbeløb fra Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, VF Venture. Vækstfonden bliver med investeringen en del af ejerkredsen, som også består af SDTI og en række private investorer. LED iBond designer og producerer belysningsløsninger til alle former for lysdioder. Virksomheden kan med sin patenterede teknologi tilbyde kvalitetsbelysning i kun 6 mm tykke armaturer uden yderligere køling og kabler. Det er navnlig den effektive køling af armaturerne, der gør deres teknologi unik og konkurrencedygtig. Den lave arbejdstemperatur sikrer mere end en fordobling af levetiden af LED’erne, hvilket medvirker til op mod en 50 pct. besparelse i forhold til andre LED-produkter. Derudover er de kun 6 mm tykke armaturer mere enkle og fleksible end andre LED-løsninger på markedet. Flere af verdens største og mest kreative lysdesignere bruger af disse årsager derfor allerede LED iBonds løsning.

”LED har over de sidste 3-5 år revolutioneret markedet for belysning. Men traditionelt set har producenter koncentreret sig om produktets levetid og effektivitet. Vi går et skridt videre og kombinerer LEDens fordele med et fleksibelt design, der giver kunden mulighed for skræddersyede løsninger, samtidig med at vores løsning er unik med en højde på kun 6 mm,” forklarer Rolf Sprunk-Jansen, CEO i LED iBond.

Velkendt materiale bag den patenterede teknologi

Det unikke ved LED iBonds patenterede løsninger er de kun 6 mm tykke aluminiumskompositplader, som LEDen bliver integreret i. Kompositplader af aluminium er i årtier blevet brugt i fx bygge-, skilte- og møbelbranchen pga. af materialets tilgængelighed, lethed og holdbarhed. Men aluminiumlagene fungerer også strømledende og kølende, og netop de egenskaber er fundamentet bag LED iBonds teknologi. Det giver virksomheden mulighed for at udelade traditionelle belysningskomponenter som kølelegeme, armatur, kabler og printplader, der gør konventionelle LED-løsninger 50-80 mm tykke. På den måde kan LED iBond på en gang skabe både ultratynde og fleksible løsninger.

”LED iBonds produkter er unikke og rammer en stigende efterspørgsel på fleksible LED-løsninger hos arkitekter, designere og bygningsingeniører. Markedspotentialet er stort, og vi glæder os til at følge virksomheden og det kompetente team bag i de kommende år,” fortæller Stig Poulsen, partner og områdedirektør i Vækstfondens afdeling for direkte investeringer, VF Venture.

Et milliardmarked

Det globale LED-marked forventes i 2020 at overstige 70 milliarder dollars, og tendensen i markedet begynder så småt at bevæge sig væk fra fokus på energibesparelser og effektivitet hen i mod de mange andre fordele ved LED-løsninger bl.a. kvalitetsforbedringer ved hjælp af LED. LED iBond har allerede indgået vigtige distributionsaftaler i både Europa, Asien og Mellemøsten og vil gennem flere partnerskaber med førende globale producenter erobre det globale marked.

”Med investeringen fra Vækstfonden har vi fået de kræfter, der skal til, for at vi kan realisere vores internationale roll-out-plan. Vi skal i første omgang fokusere på salg og markedsføring, så vi kan etablere os i markedet via en kombination af egne salgsfolk og salgspartnere,” fortæller Rolf Sprunk-Jansen. 

Vækstfonden er en statslig finansieringsfond, der medvirker til at skabe flere nye vækstvirksomheder ved at stille kapital og kompetencer til rådighed. I samarbejde med private investorer har fonden siden 1992 medfinansieret vækst i over 5.000 virksomheder for et samlet tilsagn på mere end 12 mia. kr. Vækstfonden investerer med egenkapital i partnerskab med private investorer og finansierer med lån og kautioner i samarbejde med danske finansieringsinstitutter. De virksomheder vi har medfinansieret siden 1992 havde i 2013 tilsammen mere end 33.000 ansatte.