Justitsministeriet

Ministeren drøfter forstærket indsats mod fodboldbøller med fodboldklubber

Pressemeddelelse  •  2012-03-26 17:24 CEST

Justitsministeren og Brøndby IF holder møde om kampen mod fodboldbøller - doorstep på Brøndby Stadion tirsdag den 27. marts kl. 9.30.

Justitsminister Morten Bødskov ønsker at forstærke indsatsen mod fodboldbøller. Ministeren har tilkendegivet, at han er åben over for at give politiet flere magtmidler, hvis det er det, der skal til for at få bøllerne under kontrol. Han har i den forbindelse inviteret DBU og Divisionsforeningen til et møde et stykke tid efter påske for at drøfte udfordringer med og muligheder for at gribe yderligere ind over for ballade i forbindelse med fodboldkampe.

Morten Bødskov vil inden mødet tage drøftelser med udvalgte klubber for at høre mere om deres erfaringer og ideer til, hvad de kan gøre yderligere for at få bedre styr på ballademagere.

Første klub, som justitsministeren mødes med, er Brøndby IF – som han besøger i morgen, tirsdag den 27. marts. Her vil han fra morgenstunden høre om klubbens tanker, og der vil kl. 9.30 være et doorstep ved Brøndby IFs bane, hvor både klubben og justitsministeren vil sige lidt om deres indledende drøftelser.

Interesserede medier er velkomne til at henvende sig hos Brøndby IF ved Brøndby Stadions hovedindgang fra kl. 9.00.

For yderligere oplysninger kontakt særlig rådgiver i justitsministeriet Peter Goll på 22146644.

You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.