TDC Group

Mobilkoncept for delt regning mellem virksomhed og medarbejder

Pressemeddelelse   •   Mar 01, 2012 12:00 CET

Medarbejderne kan fremover få det mobilabonnement, de vil have, mens en administrativ byrde bliver flyttet fra arbejdsgiverens skuldre. TDC Erhverv vil lancere en stribe nye mobilløsninger til virksomheden.

En arbejdsmobil er ikke længere bare en arbejdsmobil. Stadig flere medarbejdere får en mobiltelefon af deres arbejdsgiver, som de også bruger privat til opkald, sms og data.

TDC Erhverv vil som de første i Danmark lancere et mobilkoncept for delt regning mellem virksomhed og medarbejder, der løser mange af de udfordringer, som virksomhederne står over for i forbindelse med håndtering af medarbejdernes mobiltelefoni ­­ - og ikke mindst regningen. Lanceringen vil finde sted i andet kvartal af 2012.

”Tendensen i mobilmarkedet er, at flere og flere får en smartphone, og dermed får de også et markant højere dataforbrug. Det er ofte arbejdsgiveren, der kommer til at betale for det, ligesom indholdstakserede sms’er også ender på arbejdsgiverens regning. Vi kommer nu som de første med nye løsninger, der imødegår dette,” siger Peter Stig Andersen, direktør for Enterprise, Commercial & Public i TDC Erhverv.

En virksomhed skal kunne udstyre sine medarbejdere med et mobilabonnement, som indeholder tale, data og fri sms/mms, uden at betale for overforbrug. Med den nye løsning TDC Erhverv Delt Mobilregning får medarbejderen en regning på alt forbrug ud over det virksomhedsbetalte mobilabonnement som køb via sms, international tale og roaming fra TDC.

”Vi ser, at mange medarbejdere blot ønsker at have én mobiltelefon, men der kan være begrænsninger i det abonnement, som de får af deres arbejdsgiver. De begrænsninger fjerner vi nu med Delt Mobilregning, og samtidig tager vi os af den administration, der er forbundet med det,” siger Peter Stig Andersen. 

Derudover er får medarbejderen også mulighed for at indbetale et beløb på en konto, TDC Betalingskonto, som der bliver trukket fra, når medarbejderne sms-stemmer i et tv-show eller køber en busbillet med sms. Det moralske dilemma ved at yde bidrag til fx en landsindsamling på arbejdsgiverens regning undgår medarbejderen fremover med TDC Betalingskonto.

Samlet set, handler det om at give virksomheden mulighed for at styre medarbejdernes mobilforbrug og derigennem også spare omkostninger. Konceptet tilbyder derfor et webbaseret værktøj, som hedder TDC Erhverv FakturaAnalyse, hvilket virksomheden kan benytte til at analysere mobilregninger og trække rapporter over medarbejdernes forbrug.

Med det nye mobilkoncept for delt regning ruster TDC Erhverv virksomhederne til nemmere at kunne styre medarbejdernes mobilforbrug, som stiger markant i takt med udbredelsen af smartphones.

Fakta:

  • Der blev solgt 149 mio. smartphones i fjerde kvartal 2011, hvilket var 48 pct. flere end et år tidligere. (kilde: Gartner)
  • Det samlede mobildataforbrug i 2015 vil være fem gange så stort som det er i dag. (kilde: Cisco VNI Mobile, 2011)
  • Medarbejderen kan vælge at få Saldomax på Delt Mobilregning .
  • Indholdstakserede sms’er er eksempelvis tog- og busbilletter købt via en sms eller sms’er sendt til afstemninger i et tv-show,
  • TDC Erhvervs markedsandel på mobil i Danmark er; mobildata 58,7 pct. og mobiltale 69,8 pct.