Region Midtjylland

Multihandicappede børn får omsorg i Horsens

Pressemeddelelse   •   Feb 09, 2011 09:56 CET

Specialiseret pleje og omsorg er nøgleord, når Dusines Hus i Horsens i midten af februar slår dørene op for børn og unge med svære multihandicap. Da åbner der en ny afdeling under Region Midtjyllands døgninstitution Fenrishus i Aarhus.


Etableringen sker for at forbedre rammerne for både børn og ansatte på Fenrishus. I dag må flere af børnene dele værelse, mens de fremover får egne værelser på både hovedinstitutionen i Aarhus og afdelingen i Horsens. Det er hensigtsmæssigt, fordi der er tale om meget dårlige børn, som i mange tilfælde også er døende.

- Fenrishus har gennem flere år opbygget ekspertise i forhold til særligt plejekrævende børn og unge. Hidtil har ekspertisen været samlet på vores hovedadressen i Aarhus, men med afdelingen i Dusines Hus bliver ekspertisen udbredt til den sydlige del af regionen, siger forstander Carsten Neergaard.
- Det betyder samtidig, at familier i denne del af regionen får mindre transport, når de skal besøge deres barn, siger han.

Dusines Hus har tidligere rummet en afdeling under Bo-Horsens, der er et botilbud for voksne med psykiske handicap. Lokalerne blev ledige i begyndelsen af 2010 og har stået tomme indtil nu.



Fakta om Dusines Hus

  • Døgntilbud for børn og unge med svære multihandicap
  • Afdelingen er normeret til seks døgnpladser
  • Personalet består af pædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter



opdateret: 08-02-2011

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde

Sidst redigeret 03-01-2011