DR Kommunikation

Musikmøde med forsangeren fra Runrig

Pressemeddelelse   •   Okt 25, 2010 09:57 CEST

Bruce Guthro er lige nu højaktuel på hitlistens 2. plads med den nye Runrig-udgivelse "50 Great Songs" og med albummet "Celtic greatest" på hitlistens 4. plads.

Forsangeren fra det skotske folk-rock band udgav sidste år albummet 'No Final Destination', og især numre som 'Rockin Tonight' og 'Drive' har været flittigt spillet i radioen. Nu mødes han med DR UnderholdningsOrkestret til Musikmøde på P4, hvor nye såvel som ældre numre bliver nyarrangeret til lejligheden. Musikken bliver krydret med interview-bidder ved værten, Anders Bisgaard.

Bruce Guthro skriver og synger sine sange fortrinsvis i Nordamerika, mens han i Europa fortrinsvis er stemmen i det populære Runrig. Lidt efter lidt, har det europæiske publikum taget hans egne sange til sig, og specielt i Tyskland og Danmark har han skabt sig et publikum som solist.

Hans sange er melodiske og iørefaldende med en rocket og til tider melankolsk kant, og koncerten vil utvivlsomt blive en betagende musikalsk rejse.

Musikmøde på P4 er igennem de seneste år blevet en populær mulighed for at opleve kombinationen af den intime koncert og det interessante interview. Navne som Tina Dickow, Poul Krebs, DAD, Tim Christensen, Hanne Boel, Bo Kaspers Orkester, Michael Falch og senest Thomas Helmig har været gæster i udsendelsen.

Billetter til Musikmøde på P4 med Bruce Guthro 9. november kl. 20 kan købes på BILLETnet.
Musikmøde på P4 bliver sendt 20. november kl. 16.

For yderligere oplysninger se dr.dk/koncerthuset.