Fødevarestyrelsen

Myndigheder fokuserer på fitnesscentre

Pressemeddelelse   •   Sep 15, 2010 11:19 CEST

Ulovlige lægemidler under disken og uautoriseret salg af kosttilskud i baglokalet. I næste uge skærper Fødevarestyrelsen sammen med Lægemiddelstyrelsen indsatsen mod ulovlige kosttilskud og lægemidler i fitnesscentre og fitnessklubber.

Fødevarestyrelsen og Lægemiddelstyrelsen har kendskab til, at der i fitness- og bodybuildingmiljøet sælges både ulovlige kosttilskud, sportsprodukter og lægemidler. Derfor har de to styrelser udvalgt en række centre og klubber til kontrol. Derudover ser myndighederne på om de ikke-registrerede fitnesscentre og klubber rettelig burde være registreret hos myndighederne. Alle virksomheder der sælger fødevarer, skal som udgangspunkt være registreret. Tilsvarende er der krav om registrering, hvis man importerer fødevarer eller sælger fødevarer over nettet.

De fitnesscentre, der er i tvivl om, hvorvidt de skal være registrerede kan henvende sig til deres lokale fødevareregion. Se mere på fødevarestyrelsen.dk


Kontakt
Har du mistanke om, at et fitnesscenter eller en klub sælger ulovlige kosttilskud eller lægemidler, vil vi gerne have et tip.

Fødevarestyrelsen, Mette Christiansen på tlf. 72 27 63 30 eller mail: mech@fvst.dk

Lægemiddelstyrelsen, Lisbeth Lund Hemmingsen på tlf. 44 88 97 46 eller mail: lih@dkma.dk.