Miljøministeriet

Nationalpark Vadehavet klar til åbning

Pressemeddelelse   •   Okt 04, 2010 09:26 CEST

Nu lyder startskuddet for Danmarks største nationalpark. Miljøminister Karen Ellemann (V) har nu godkendt den endelige bekendtgørelse om Nationalpark Vadehavet. Nationalparken vil blive indviet af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og miljøministeren ved en stor folkefest lørdag 16. oktober 2010.

Nu lyder startskuddet for Danmarks største nationalpark. Miljøminister Karen Ellemann (V) har nu godkendt den endelige bekendtgørelse om Nationalpark Vadehavet. Nationalparken vil blive indviet af Hans Kongelige Højhed Prins Joachim og miljøministeren ved en stor folkefest lørdag 16. oktober 2010.

Nationalparken udgør i alt ca. 146.600 ha og omfatter Vadehavet, vadehavsøerne, Skallingen, Varde ådal, Marbæk-området og dele af marsklandet bag digerne på fastlandet.

- Det er en stor dag for dansk natur, da Vadehavet ubetinget er et af vores vigtigste naturområder. Jeg er sikker på, at den nye nationalpark bliver en stor attraktion for befolkningen i området og et trækplaster for turister, siger miljøminister Karen Ellemann.

Den nye nationalpark har opbakning fra en samlet forligskreds bag Nationalparklovgivningen – hvilket vil sige alle Folketingets partier på nær Enhedslisten.

På baggrund af høringssvarene har Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Sportsfiskerforbund og digelagene fået en plads i nationalparkens bestyrelse. I forvejen er en række øvrige organisationer og myndigheder repræsenteret i bestyrelsen.
Se hele bestyrelsens sammensætning her.

- Jeg glæder mig til sammen med Hans Kongelige Højhed Prins Joachim at indvie Nationalpark Vadehavet, som bliver Danmarks største nationalpark og den tredje i rækken efter Thy og Mols Bjerge, siger Karen Ellemann.

Udover folkefesten på Hovedengen i Ribe som holdes i samarbejde med de fire Vadehavskommuner, vil der i løbet af dagen være mulighed for at deltage i en række spændende aktiviteter på Rømø, Fanø og Ho Bugt, hvor miljøministeren også deltager.

Programmer for festlighederne vil blive offentliggjort i løbet af uge 41.

Se bekendtgørelsen her.

Læs mere om åbningen af Nationalpark Vadehavet og arbejdet med de danske nationalparker på:

www.danmarksnationalparker.dk

Yderligere oplysninger:
Thomas Hag, pressemedarbejder, Miljøministeriets Departement, tlf.: 72 54 60 41 eller 22 48 10 30
Peter Ilsøe, skovrider, Skov- og Naturstyrelsen, Vadehavet, tlf.: 73 51 44 66 eller 23 20 72 42
Jakob Harrekilde, projektleder, Skov- og Naturstyrelsen, tlf.: 72 54 21 60 eller 30 62 77 21