Københavns Universitet

Navlestrengsblod kan ikke bruges til at vurdere spædbørns risiko for allergi

Pressemeddelelse  •  2010-09-29 08:12 CEST

Navlestrengsblod har givet risiko for allergi

Allergi opstår, når kroppens immunsystem læser sin parasitmanual forkert. Antistoffer er normalt en del af vores biokemiske arsenal mod virus, bakterier, snyltere og andre fremmedlegmer, men under en allergisk reaktion er antistoffet IgE fejlagtigt blevet vendt mod noget så uskadeligt som fx græspollen, nødder, dyr eller æg.

Astma og allergi er de mest almindelige kroniske sygdomme hos børn, som nedsætter livskvalitet og giver samfundsøkonomiske problemer, fx gennem øget sygefravær. Nybagte forældre har derfor fået tilbudt, at hospitalerne kunne vurdere spædbarnets risiko for senere at udvikle allergi ved at måle mængden af IgE i navlestrengsblodet. Hospitalerne har brugt resultatet til at afgøre, om der er behov for forebyggelse, fx gennem en særlig allergivenlig modermælkserstatning.

Biomarkøren kan stamme fra moderen

Forskere fra COPSAC (Copenhagen Studies on Asthma in Childhood) ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Gentofte Universitetshospital fandt dog for nylig tegn på, at IgE I navlestrengsblodet kunne stamme fra moderen, og besluttede sig for at lave en større undersøgelse.

Forskerne målte derfor den totale mængde IgE i navlestrengsblod hos 243 nyfødte. Derefter afgjorde de, hvor meget IgE der stammede fra moderen ved hjælp af hyperfølsomme analyser af IgE i navlestrengsblodet, hos moderen selv, og hos barnet efter seks måneder.

- Vi fandt, at 46 procent af prøverne med øgede IgE-niveuaer i navlestrengsblod skyldtes IgE fra moderen, fortæller læge og ph.d. Klaus Bønnelykke fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

- Det kan forklare, at mange studier har vist dårlige resultater ved at bruge navlestrengs-IgE. Hvis man i fremtiden vil vurdere risikoen for, at et spædbarn udvikler allergi ud fra navlestrengsblod, så skal man tage højde for overførslen af IgE fra moderen. Ellers må vi finde en anden metode, slutter Klaus Bønnelykke.

Opdagelsen er udgivet i det internationale tidsskrift Journal of Allergy and Clinical Immunology.

 

Københavns Universitet

Kontaktinformation:

Kommunikationsmedarbejder Malene Steen Nielsen Flagga
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet
Mail: mafl@sund.ku.dk
Mobil: 28 75 69 61

 

You haven't completed the steps for your Hosted Newsroom

You haven't entered a correct link to your helper.html file for your Hosted Newsroom. Go to Publish and complete the steps.