NCC

NCC igen valgt til stor entreprise på Amager Bakke

Pressemeddelelse   •   Jul 15, 2013 13:51 CEST

NCC Construction Danmark A/S har indgået kontrakt med ARC om at bygge anden del af det nye energianlæg Amager Bakke. Den nye kontrakt betyder, at NCC nu står for alt betonarbejde i forbindelse med Amager Bakke.

NCC er allerede i gang med at opføre første del af Amager Bakke med indledende jordarbejder og efterfølgende opførelse af affaldssiloen, hvor affaldet der kommer til ressourcecentret vil blive modtaget og behandlet.

Anden del af byggeriet, som NCC nu har fået kontrakt på, består af procesbygningen, hvor affaldet omdannes til fjernvarme og elektricitet til borgerne i København, samt administrationsbygning for ARCs ansatte.

Kontraktsummen er 235 mio. kr. ekskl. moms.

Glæde hos NCC
”Vi er glade for, at vi får mulighed for at fortsætte arbejdet med dette spændende projekt. Vi er allerede godt i gang med første del af byggeriet, og vi glæder os til at være en del af byggeriet af Københavns nye vartegn,” udtaler direktør i NCC Construction Erik Hemmingsen.

”NCC er garant for høj kvalitet, derfor glæder vi os over at have lavet en ny aftale, der betyder at vi fortsætter samarbejdet med NCC. Vi glæder os også over, at vi med aftalen sikrer ordnede arbejdsforhold for medarbejderne på pladsen, samt en aftale der forpligter NCC på at tage lærlinge i forbindelse med byggeriet. Amager Bakke vil være verdens mest energieffektive affaldsanlæg, når det står færdigt, til gavn for klima og miljø. Bakken vil samtidig blive et indbydende, rekreativt område for københavnerne,” siger ARCs projektchef, Lars Juel Rasmussen.

Effektiv ressourceudnyttelse og skibakke
Amager Bakke skal afløse et over 40 år gammelt forbrændingsanlæg. Det nye anlæg er designet til miljø- og klimavenlig energiproduktion baseret på affald og med maksimal genanvendelsesgrad.

Amager Bakke er tegnet af arkitektfirmaet BIG, og tagfladen vil kunne bruges som skibakke, til mountainbike eller som udsigtspunkt over København

Planlægningen af betonarbejdet begynder efter sommerferien og i begyndelsen af september starter betonarbejdet.

De primære dele af betonarbejdet skal være færdig i slutningen af oktober 2014, og Amager Bakke skal efter planen være i drift i sommeren 2017.

[Se video om status på byggeriet af Amager Bakke]


For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Thomas Als Christensen, kommunikations- og marketingchef, NCC Construction Danmark
Telefon 27 88 20 28

Rasmus Meyer, kommunikationschef, ARC
Telefon 30 50 03 77

NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Property Development, NCC Roads og NCC Housing.
I 2012 havde NCC i Danmark en omsætning på ca. 5,7 mia. DKK og cirka 2.200 ansatte. NCC Construction Danmark bygger boliger, kontor, veje, anlæg og øvrig infrastruktur i Danmark.

I Danmark havde NCC i 2012 en omsætning på ca. 5,7 mia. danske kroner og ca. 2200 medarbejdere. NCC i Danmark består af forretningsområderne NCC Construction, NCC Bolig, NCC Roads og NCC Property Development. Se mere på www.ncc.dk.