NCC Construction Danmark A/S

NCC - NCC fortsætter byggeriet af Fem Søstre i Vejle

Pressemeddelelse   •   Sep 02, 2010 08:42 CEST

Det har været et langt tilløb, men nu fortsætter NCC Bolig byggeriet af næste etape af Fem Søstre i Vejle. Beslutningen er taget med baggrund i den store efterspørgsel på lejlighederne og et boligmarked som er ved at komme i omdrejninger igen. Adm. direktør i NCC Bolig Torben Modvig glæder sig over byggestarten – og samarbejdet med NCC Construction:

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu kan fortsætte byggeriet af de næste 48 lejligheder. Interessen omkring projektet har været høj, siden vi startede salget i påsken. Det viser, at vi har læst markedet rigtigt, og at vi er i stand til at levere den type boliger, som folk efterspørger, og til den rigtige pris.
Det har samtidig været naturligt for os at fortsætte det gode samarbejde med NCC Construction, som også stod for byggeriet af det første tårn. Vi kender hinanden og ved at vi får byggeri af høj kvalitet og leveret til tiden.”

Adm. direktør i NCC Construction Torben Biilmann er glad for ordren og det gode samarbejde med søsterselskabet:

”Vi glæder os over at være med til at bygge et så markant boligbyggeri i Vejle. NCC har sin styrke, når vi løfter i fællesskab. Og med Fem Søstre er der netop tale om et projekt, hvor vi kan udnytte de kompetencer og styrker, som ligger i de forskellige selskaber i koncernen.”

Arbejdet på byggepladsen ved åen i Vejle går i gang i slutningen af september, og derefter vil den genlyde af håndværkere, der bygger frem til 1. december 2011, hvor NCC forventer, at tårnet står klar til indflytning.

Bebyggelsen ”Fem søstre” er tegnet af det danske arkitektfirma Arkitema for NCC. Byggeriet er et led i NCC’s satsning på energirigtigt byggeri og bæredygtighed og er et Energiklasse 2 byggeri. De fem runde boligtårne opføres på et 35.000 kvadratmeter stort tidligere erhvervsområde i Vejle midtby langs Vejle Å. Hvert af de fem tårne indeholder 48 lejligheder.

Læs mere på ncc.dk/da/NCCBolig/Projektboliger/Vejle-Fem-Soestre/