Ministeriet for Børn og Undervisning

Netværk skal styrke erhvervsskolernes motionsaktiviteter

Pressemeddelelse   •   Okt 19, 2010 09:19 CEST

Kan motion, idræt og sund kost mindske frafald på erhvervsskolerne? Og hvilke initiativer har skolerne allerede nu gode erfaringer med? Interessenter fra erhvervsuddannelsessektoren deltog i netværksdag hos Nationalt Center for Erhvervspædagogik den 14. oktober for at dele erfaringer og danne netværk.

Elever i erhvervsuddannelserne skal springe op og ikke fra. Frafaldet skal nemlig minimeres, hvis målsætningen om, at 95 procent af en årgang får en ungdomsuddannelse, skal nås. Dette mål er mange interessenter fra erhvervsuddannelserne fælles om. Og en del erhvervsskoler høster allerede nu resultaterne af succesfulde initiativer på området. Men det ved de ikke noget om på naboskolen.

”Vi ved, at erhvervsskolerne har mange gode initiativer i gang. Men nu skal vi prøve at samle dem ét sted og være bedre til at lære af hinanden. Man behøver ikke at opfinde den dybe tallerken hver gang. Man kan arbejde videre på de erfaringer, andre allerede har gjort,” sagde Kjeld Sechers, lektor ved Professionshøjskolen Metropol, i sin velkomst på netværksdagen.

Thomas Skaaning er en af dem, som har arbejdet med projektet ”Motion og sund kost på erhvervsskoler fremmer elevernes trivsel og læring” på Erhvervsskolen Nordsjælland siden slutningen af 2009. Han tror på, at det er vejen frem, og resultaterne kan allerede mærkes.

”Vi har ikke videnskabelig dokumentation. Men vi har kun hørt positive tilbagemeldinger fra eleverne og lærerne. Elever i træfagenes byggeuddannelse, som har motioneret og spist sund morgenmad to gange om ugen, har mere energi og bedre koncentration i teoritimerne,” fortalte Thomas Skaaning fra Erhvervsskolen Nordsjælland.


Deltagerne på netværksdagen kunne ikke nøjes med at snakke om motionsaktiviteter. De skulle også prøve dem på egen krop.

Vidensdeling og netværk

Dagens formål var at sparke dialog og samarbejde blandt interessenterne i gang. Camilla Sandholdt fra Social- og Sundhedsskolen i Århus har allerede i flere år arbejdet med motion og sund kost som en integreret del af både grund- og hovedforløb. Hun anerkendte, at vidensdeling og netværk var noget, som de mere erfarne aktører længtes efter:

”Jeg synes, at en dag som denne er virkelig værdifuld. Jeg sidder nemlig helt alene med området på min skole. Jeg trænger til inspiration. Jeg vil også rigtig gerne skabe nogle kontakter, så det næste gang er nemmere at ringe til en og spørge, hvordan de for eksempel har arrangeret en motionsdag.”

Mads-Peter Jannings, fuldmægtig i Undervisningsministeriet, er helt enig i, at vidensdeling og samarbejde på tværs er nøgleordene:

”Netværksdagen er vigtig i forhold til at sætte motion og sundhed på dagsordenen blandt skoler og andre aktører i sektoren. Der er ingen tvivl om, at initiativer, hvor motion og sundhed er et element, er et godt redskab som led i fastholdelse af elever. Men det afgørende er, at vi er fælles om det. Ingen af os kan løfte denne opgave helt alene.”

For at støtte vidensdeling og netværk om sunde initiativer i erhvervsuddannelserne har Mercantec i Viborg i samarbejde med UNI•C og med støtte fra Undervisningsministeriet lanceret et nyt idrætssite påemu.dk. Det spritnye idrætssite skal give erhvervsskolerne mulighed for at dele idéer, fortælle om vellykkede projekter og finde inspiration.

Kontakt

Mads-Peter Jannings
Fuldmægtig
majan1@uvm.dk
Tlf. 3392 5675

Kontakt

Ejnar Andersen
Fagkonsulent
ejand1@uvm.dk
Tlf. 2511 4769

Kontakt

Kristine Racina
Kommunikationspraktikant
krrac1@uvm.dk
Tlf. 3392 5068