DR Kommunikation

Nøgenbillede var ok i temaaften om kussen

Pressemeddelelse   •   Sep 24, 2010 08:25 CEST

Undervejs blev der også brugt et klip på ét sekund fra udsendelsen ’Tre journalister på en frokostavis’ fra 1973, hvor fotomodellen Hanne Lyngfeldt dansede rundt nøgen.

Netop dét gensyn brød Lyngfeldt sig ikke om. Derfor gik hun til Pressenævnet med sagen, da hun mente, at DR havde tilsidesat god presseskik ved at bruge det.

”Udsendelsen havde ingen relation til ’Kussen’ eller seksualitet. Hertil kommer, at den nøgne krop var en del af tidsånden i 1970’erne. DR kalder selv i sin programomtale i 2010 om temaaftenen ’Kussen’ for et tabu. Det må således allerede på tilrettelæggelsen af programmet have stået mediet klart, at anvendelse af de pågældende filmsekvenser uden samtykke fra klager ville være krænkende,” noterede Hanne Lyngfeldt og hendes advokat i klagen til Pressenævnet.

Ingen aftaler
Nu har nævnet så afgjort sagen – til DRs fordel.

Klager medvirkede frivilligt i udsendelsen og var klar over, at hendes medvirken skete med henblik på offentliggørelse. Og der er ikke fremvist nogen dokumentation for, at Hanne Lyngfeldt skulle have indgået aftale om, at klippet ikke må genanvendes, hedder det blandt andet i afgørelsen.

Her understreger nævnet også, at man blandt andet har lagt vægt på, at klippet kun varede et sekund, og at det stammer fra et program, hvor hun deltog som fotomodel. Samtidig er brugen af klippet rimeligt begrundet som et led i beskrivelsen af den tid, hvor klippet første gang blev bragt. Derfor mener Pressenævnet ikke, at DR har tilsidesat god presseskik.