Social- og Integrationsministeriet

Nøgletal for entreprenører i alment byggeri er nu offentlige

Pressemeddelelse   •   Jun 08, 2011 10:27 CEST

Nøgletal for, hvordan byggevirksomhederne klarer sig i det almene nybyggeri, er nu blevet synlige for alle. Målet er endnu færre byggefejl i almene boliger.

Nu kan alle se nøgletal om overholdelse af tidsfrister, omfanget af mangler, antallet af arbejdsulykker og kundetilfredshed for entreprenører, der bygger nye almene boliger.

Nøgletal for alle entreprenørers præstationer i alment nybyggeri bliver nu offentliggjort på Byggeskadefondens hjemmeside (ww.bsf.dk), så almene bygherrer og andre parter bedre kan orientere sig på markedet og fx finde de virksomheder, der er dårligst til at overholde tidsfrister, eller se dem, som scorer højest på kundetilfredshed.

Socialminister Benedikte Kiær: ”Det er vigtigt at skabe gennemsigtighed for byggeriets parter, så det er muligt at sammenligne egne præstationer med andres. Samtidig er det en forudsætning for, at vi kan sikre kvalitet og effektivitet i byggeriet. Jeg er sikker på, at det ikke kun vil gavne byggeriet af almene boliger, men byggeriet i det hele taget.”

Entreprenører har siden 1. oktober 2009 skullet aflevere deres nøgletal, når de ønsker at blive prækvalificeret til at afgive tilbud på nye byggeopgaver i det almene nybyggeri.

På Byggeskadefondens hjemmeside kan man lige nu se nøgletallene for over 150 byggeopgaver – og der kommer hele tiden flere til.

Rådgiver- og bygherrenøgletal vil også blive offentliggjort på Byggeskadefondens hjemmeside – sandsynligvis med start til efteråret


Yderligere oplysninger:

Jesper Høvsgaard Termansen, presseansvarlig i Socialministeriet, tlf. 33 92 47 49, mobil 40 70 69 01

Karsten Gullach, Chefkonsulent i Socialministeriet, tlf. 33 92 46 40 

Ole Bønnelycke, sekretariatschef, Byggeskadefonden, tlf. 33 76 21 50