Microsoft Devices Danmark

Nokia og Aalborg Universitet skaber ny forsknings- og erhvervspark i København

Pressemeddelelse   •   Nov 02, 2011 12:00 CET

Nokias hidtidige danske udviklingscenter i København, som ejes af PFA Ejendomme, bliver rammen om Aalborg Universitets satsning på et integreret forsknings- og erhvervsmiljø, Copenhagen Innovation Center, hvor opstartsvirksomheder, vækstvirksomheder, forskere og studerende skal arbejde tæt sammen.

Nokia Danmark A/S, Aalborg Universitet (AAU), og PFA Ejendomme har i dag indgået aftale om, at det nuværende Nokia-udviklingscenter i København vil blive overført til Aalborg Universitet med start fra januar 2012. Samtidig overfører Aalborg Universitet sine øvrige aktiviteter i København til Nokias tidligere bygninger og skaber et af Danmarks mest nyskabende privat-offentlige samarbejder om anvendt forskning i samarbejde med en række virksomheder. Nokia donerer samtidig forskningsudstyr fra de eksisterende faciliteter til Aalborg Universitet.

Kimen til aftalen blev lagt i dialog mellem Videnskabsministeriet og Nokias globale og lokale ledelsesteam.

- Da vi i april i år meldte ud om ændringer i Nokias globale strategi, inklusive en svær men nødvendig beslutning om at lukke vores danske udviklingsaktiviteter, meldte vi også ud, at vi ville støtte vores medarbejdere og lokalområdet i forsøget på at skabe nye jobmuligheder i samarbejde med lokale beslutningstagere og andre interessenter. Vi er sikre på, at vores aftale med Aalborg Universitet er startskuddet til et stærkt, nyt miljø for læring, forskning og nye virksomheder i Danmark, siger Robert W. Andersson, Senior Vice President for Nokia og chef for Nokias CSR-program, Bridge.

Etableringen af den nye forsknings- og erhvervspark bygger på en vision om at skabe et Copenhagen Innovation Center, der markant styrker det danske innovationsmiljø og er med til at skabe vækst og arbejdspladser samt tiltrække udenlandske investeringer til hovedstaden.

- Vi er utroligt glade for, at vi nu kan samle AAU’s aktiviteter i Hovedstaden på Frederikskaj i København og samtidig være med til at skabe en helt ny model for, hvordan universiteter og virksomheder arbejder sammen. Nokia Danmark har lagt grundstenen til forsknings- og erhvervsparken med sin vision om et Copenhagen Innovation Center, og vi ser frem til at udvikle denne vision til et nyskabende kraftcenter for innovation. Aftalen er helt i tråd med AAU’s målsætning om, at vores forskning skal bidrage til at løse aktuelle problemer i private virksomheder og offentlige institutioner. Samtidig glæder det os at give København SV en helt nyt universitetscampus. AAU har med succes vist sig at kunne tiltrække studerende fra familier uden tradition for højere uddannelse, bl.a. på grund af universitetets problemorienterede projektarbejde. Det kan være med til at løfte uddannelsesniveauet for en helt ny gruppe af unge, siger Finn Kjærsdam, rektor for AAU.

I takt med at Nokia nedskalerer sine udviklingsaktiviteter i tråd med Nokias globale strategi, flytter forskere og studerende fra AAU ind i de PFA-ejede bygninger, som allerede nu huser en række af Nokias egne opstartsvirksomheder og iværksætternetværket Startupbootcamp.  Formålet er, at studerende, forskere og virksomheder skal arbejde side om side i et inspirerende, integreret miljø, som skaber en ny ramme for innovation og vækst.

- Det er en stor tilfredsstillelse, at vi kan bidrage til, at vores bygninger og laboratorier, som har været rammen for så mange dygtige Nokia-ansatte og deres innovative ideer, bliver videreført på denne spændende måde. Da vi modtog meddelelsen om, at vi skulle nedlægge vores danske R&D-aktiviteter, begyndte vi straks på lokalt plan og i dialog med den globale ledelse at se på, hvordan vi kunne hjælpe såvel vores ansatte som lokalområdet. Målet var at skabe nye lokale jobmuligheder og adgang til vækstmiljøer for nye iværksættere i et Copenhagen Innovation Center, siger Claudia Lillebjerg Simonsen, adm. dir. for Nokia Danmarks danske udviklingsaktiviteter.

PFA Ejendomme, som ejer bygningerne, har bidraget til, at der kan ske en hurtig og smidig transition mellem de nuværende og kommende beboere på Frederikskaj.

- Vi er meget glade for at medvirke til den nye aftale, der rummer en række spændende perspektiver for Sydhavnen. Det er et vigtigt område for Københavns videre udvikling, der tilføres ny dynamik, siger direktør Michael Willumsen, PFA Ejendomme.


For presseinformation, kontakt:

Oskar Södergren, Head of Communications LSU North, tlf.: +46 (0)8 4100 8394

Nokia er markedsleder inden for mobil kommunikation, og vores produkter er blevet en naturlig del af hverdagen for mennesker over hele verden. Hver dag bruger 1,3 milliarder mennesker deres Nokia til at fastholde og dele oplevelser, søge information, finde vej eller blot tale sammen. Nokias innovationer inden for teknologi og design har gjort brandet til et af de mest anerkendte i verden. For yderligere information, besøg http://www.nokia.dk/om-nokia