Nordisk Teaterlaboratorium /Odin Teatret

Nordlys, kampsport og moderne dans

Pressemeddelelse   •   Feb 16, 2011 09:20 CET

”Fæ dør/frænder dør/man selv dør på samme vis/ét ved jeg/som aldrig dør/dommen over hver en død".

Disse uindpakkede, stramme udsagn stammer fra en af den oldnordiske digtnings mest berømte og kraftfulde digtsamlinger Hávamál, (”Den højes, dvs. Odins ord”), der på vers i knappe sætninger giver besked om, hvordan man generelt skal forholde sig (opføre sig) her i livet.

Men Hávamál er også titlen på et meget specielt og helt nutidigt dansegæstespil med det belgiske dansekompagni, Cie 13, fra Antwerpen, i samarbejde med nordiske scenekunstnere. Dansekompagniet har ladet sig inspirere af Hávamál.

Gæstespillet finder sted på Odin Teatret onsdag den 23. februar kl. 20.

Cie 13 har specialiseret sig i lave danseforestillinger, som blander ballet og moderne dans med andre udtryksfulde kropsteknikker som kampsport, folkedans og akrobatik. Disse forskellige kropsteknikker bliver i Hávamál svejset sammen af moderne rap-, hiphop- og rockmusik, samt andre musikalske former. Samtidigt bliver de sat ind i en fortællende ramme, der handler om, hvordan det er at vokse op i en lillebitte by i Norge lige syd for polarcirklen, hvor en dominerende og kraftfuld natur kan antage overrumplende, surreelle skikkelser og farver med sin sne, sine isformationer og ikke mindst nordlyset. I vores hastigt forandrende verden bliver den lille by et symbol på stilhed, ro og evighed. Men det er alligevel en illusion. Evighed og ro er en drøm. Livet kan ikke stå stille.

Cie 13 ledes af den prisbelønnede Rosa Mei fra Belgien. Hun er både koreograf, danser og har det sorte bælte i kampsporten aikido. Når Hávamál er blevet så kraftigt farvet af et nordisk tema, skyldes det samarbejdet med Kim Haukland, der er europæisk kampsportsmester og har sort bælte i tae kwon og karate. Haukland er desuden nordmand og kommer netop fra en lille by syd for polarcirklen. Derudover medvirker musikere, dansere, akrobater fra Congo, Belgien, Norge, Sverige og Danmark.

Hávamál er støttet af Kulturkontakt Nord og det flamske kulturministerium.